Nyt fra Hare Krishna Nyhedsblad for ISKCON i Danmark Grundlægger

Ærlighed er den bedste strategi

Den 28. maj 2003 udstødte en anonym kvindelig hengiven et klagesuk på hjemmesiden www.dipika.org. ”Jeg kæmper med mit åndelige liv,” skriver hun og fortæller videre om de problemer, hun må slås med. Hendes indlæg affødte med det samme reaktioner. Svarene roste hendes ærlighed og sagde, at hun ikke er alene med den slags problemer, men at mange hengivne gennemgår kvaler af samme slags.

Læs den anonyme hengivnes beskrivelse af hendes situation og et af svarene derpå. Læs også som afslutning Nyt fra Hare Krishnas svar til den hengivne.

Jeg skriver som en anonym hengiven, der kæmper med sit åndelige liv. Jeg søger oprigtigt jeres indsigt, nåde og råd. Jeg ved ikke, om andre går igennem de samme ting som mig.

Hvorfor er vi ofte bange for at røbe, hvor vi virkelig er på den åndelige vej? Det virkelige spørgsmål, jeg stiller mig selv, er sikkert, hvorfor jeg er bange for at røbe, hvor jeg er på den åndelige vej. Jeg er formodentlig bange for ikke at blive accepteret og blive fordømt.

Jeg har løbende problemer i mit åndelige liv. Problemerne går ikke væk, tværtimod bliver der flere af dem, som var det sejlivet ukrudt. Jeg har brug for jeres hjælp. Jeg er svag og syg på egen hånd. Her er et glimt ind i mine indre, daglige kampe, et øjebliksbillede af mit sind. Jeg skammer mig over at indrømme disse ting, selv over for mig selv, men jeg ved, at dette er det første skridt, jeg må tage for at få bugt med dem.

Her sidder jeg og drikker en kop sort kaffe. Et par spørgsmål….Hvad er det, denne kaffe giver mig? Hvorfor tager jeg ikke denne instruktion [om forbud imod rusmidler inklusive kaffe, red.] alvorligt? Hvordan kan jeg komme til at tage denne instruktion såvel som andre sider af mit åndelige liv, mere alvorligt? Hvad er kernen i dette? Dette er helt sikkert et par vanskelige spørgsmål. Ok, ét efter ét…

1. Hvad er det, denne kaffe giver mig? Den giver mig stimulans. Den giver mig mere interesse i livet. Den giver mig mod. Den giver mig motivation.

2. Hvorfor tager jeg ikke denne instruktion alvorligt? Jeg har en voksende interesse i mit materielle velvære og en aftagende interesse i mit åndelige velvære. På en eller anden måde tror jeg, at denne bestemte instruktion ikke er særlig vigtig i den store sammenhæng. Måske fordi jeg har brudt reglen så mange gange, at det er blevet til hverdag. Jeg ville aldrig overveje andre former for beruselse som at drikke, ryge osv., som jeg engang var knyttet til, før jeg kom til Krishna-bevidsthed. Hvorfor tror jeg, at koffein er i orden? Srila Prabhupada nævner det udtrykkeligt mange, mange gange. Jeg tænker også, ”Den og den Dasa har gjort det, den og den Dasi har gjort det, de er gode hengivne. Måske er det ikke så stor en ting endda.”

Føler jeg mig beruset efter at have drukket en kop kaffe eller en cola? Ja. Har Prabhupada udtrykkeligt sagt, at kaffe er et rusmiddel og imod de regulative principper? Ja, mange, mange gange, hundreder af gange, ikke blot et eller andet uklart citat i en eller anden sammenhæng. Ville min åndelige mester acceptere det (blot en lille smule), at jeg drikker kaffe, hvis jeg fortalte ham det? Helt sikkert nej! Tror jeg helt ærligt, at jeg kan fortsætte med at drikke kaffe og fortsat glæde guru og Krishna? Måske affinder de sig med det, men glædes over det, nej. Er det vigtigt for mig at glæde guru og Krishna? Ikke så vigtigt som det skulle være. Det er ærligt talt mere vigtigt for mig at tilfredsstille mig selv. Det er derfor, jeg fortsætter, selv om jeg ved, at det er forkert.

Dette bringer mig til mine sidste to spørgsmål. Dette er sagens kerne. Mit ønske om at glæde guru og Krishna er blevet betydeligt reduceret.

Jeg står ved en korsvej. Som erfarne hengivne har sagt det, bliver prøverne hårdere og hårdere. Oprigtig sadhana og selskab med hengivne vil være min eneste styrke. Jeg står ved en skillevej. Hvilken retning, jeg går, er fuldstændigt op til mig. Jeg kan ikke komme til Krishna igennem filosofisk spekulation eller igennem mine indre følelser. Jeg er nødt til at følge processen, hvis jeg vil nå det ønskede resultat. Hvis jeg ikke følger processen, bliver mit åndelige liv blot en anden mode, jeg klæder mig i, et skuespil, en farce. Hvad vil jeg virkeligt have? Krishna vil have, at jeg viser Ham det. Valgene, jeg står overfor, kræver min samvittighed.

Det er hårdt for mig at arbejde udenfor og fortsat bevare åndelig entusiasme. Ja, det er meget hårdt. Som en person, der er meget på den følelsesmæssige platform, påvirkes jeg virkeligt af omgivelserne. Dette kan være en stor forstærker eller en stor hindring afhængigt af, hvad omgivelserne er. Ved weekendens afslutning føler jeg mig meget entusiastisk med hensyn til hengiven tjeneste. Midt i arbejdsugen føler jeg mig som en gennemsnitlig materialist, der falder helt sammen med mine kolleger.

Mit åndelige liv bliver mindre og mindre en prioritet og mere og mere blot en anden del af mit liv – mere og mere en religion end en proces eller en måde at leve på. Mit hjerte plages af konstant oprør midt i dette tovtrækkeri. Mine rasende ønsker kræver, at jeg nyder så fuldt ud som muligt, mens den spæde hengivne stemme indtrængende beder mig om at gå videre med mit åndelige fremskridt. Den lille stemme minder mig om, hvad der virkeligt er vigtigt for mig.

Hvorfor kan jeg da ikke holde den i forgrunden? Det er så frustrerende. Jeg har hørt svarene hundreder af gange i Bhagavatam-klasser. Hvorfor fortsætter jeg som lammet? ”Det er udelukkende begær, Arjuna.” Jeg fortsætter ynkeligt og halvhjertet midt i fuldstændigt virvar.

Min sadhana er nede på det blotte minimum. Kun de hengivnes selskab og nåde får mig til at fortsætte. Nogle få dage eller uger står jeg tidligt op, går til tempelprogrammer så meget som muligt, giver energi, opmærksomhed og vigtighed til at chante mine runder og sørger for at læse og/eller lytte hver dag. Gradvist eller hurtigt svinder det ind på en sådan måde, at jeg dårligt nok lægger mærke til det, indrømmer det eller synes, det er vigtigt. Til sidst falder jeg hen til at mumle mine runder, ”når det er praktisk”, en par stykker her og der, når jeg kører i bil, cykler eller ligger i sengen.

Hvis jeg ikke bliver færdig, tænker jeg, ”Jeg kan gøre dem færdige i morgen.” Og jeg indhenter dem også, men dybt nede føler jeg det, som om jeg snyder, og alligevel holder jeg fast i dette som en acceptabel standard. Jeg kan gå dage uden at lytte [til filosofiske foredrag, red.], og når jeg gør det, lytter jeg, som var det en form for underholdning med 15 eller 20 procents opmærksomhed – 60 procents opmærksomhed på en god dag. Før jeg ved af det, står jeg først op klokken seks om morgenen, lige tidsnok til at vælte ud af sengen og være på arbejde klokken syv. Til sidst mander jeg mig op til at gøre det bedre, men endnu engang holder det ikke i lang tid.

Jeg er fuldstændigt frustreret og føler det, som om jeg bliver revet over i to. At opgive min personlige dagsorden er pinefuldt, ligesom at følge den er det. Jeg ønsker på samme tid både at overgive mig til Krishna og hader den kendsgerning, at Han og ikke jeg er midtpunktet. Jeg harmes over, at jeg lider i denne verden, imens Krishna for evigt nyder Sine lege. På samme tid længes mit hjerte efter Ham.

Jeg har søgt efter sandheden hele mit liv. Nu har jeg fundet den. Jeg kan ikke nægte det. Det er ingen nytte til at leve et falsk liv, det har jeg besluttet for længe siden.

Disse vanskeligheder, jeg har, startede hovedsageligt, da jeg begyndte at arbejde og bo udenfor templet for to og et halvt år siden. Før da boede jeg i templet i fem år. Overgangen har været meget hård for mig. Skønt min tid i templet lagde et fantastisk grundlag, der var i min bedste interesse, og som jeg er helt og fuldt taknemmelig for, er jeg ikke skabt til at være en tempelhengiven i det lange løb.

Skønt min mand og jeg er bedst situeret ved at bo udenfor, har jeg på samme tid haft det meget, meget vanskeligt ved at arbejde blandt ikke-hengivne. Jeg tog et virkeligt styrtdyk i mit åndelige liv, da jeg begyndte at arbejde. At være en økonomisk selvstændig grhasta er en tvungen del af mit liv. Hvordan bærer andre sig ad?

Mit åndelige liv har brug for en revolution. Hjælp mig.

Jeres tjener, anonym

At prædike er grhastha-dharma
Krishna-kirti Dasa fra Alberquerque skriver som svar.

Jeg sympatiserer med din situation, da min kone og jeg også bor udenfor en etableret asrama og udmærket kender til vanskelighederne med at fastholde et sundt åndeligt liv væk fra nært selskab med hengivne. Jeg må rejse to timer om dagen for at komme på arbejde, og selve arbejdet kræver ofte, at jeg arbejder mere end otte timer om dagen. Vores vestlige kultur er for det meste undergravende for vores Krishna-bevidsthed, og det er min erfaring, at uden en særlig beskyttelse imod dette sociale og kulturelle miljø lider vor Krishna-bevidsthed helt sikkert derunder.

Skønt min kone og jeg bor langt væk fra noget tempelsamfund, er vi så heldige at have en sådan beskyttelse, der holder os på sporet: vi prædiker. Selv i den mest forkuede situation vil man meget hurtigt blive befriet for alle vanskeligheder, hvis man på en eller anden måde engagerer sig direkte i at prædike. At prædike giver maya dødsstødet af flere grunde: (1) man er direkte engageret i sravanam kirtanam visnoh smaranam [at høre, tale om og huske på Visnu eller Krishna], (2) man får paramparas særlige nåde, nemlig sine åndelige mestres, Srila Prabhupadas og Herren Caitanyas velsignelser, og (3) Herren sender hengivne til at holde en med selskab.

Selskab med hengivne er det vigtigste aspekt i vort hengivne liv. Normalt tænker vi ikke på nytilkomne til Krishna-bevidsthed som hengivne på linje med dem, der bor i templet, men fordi de på en eller anden måde er kommet til Krishna, er de vaisnavaer, og bønnen, vi frembærer til vaisnavaer, er også møntet på dem. De nytilkomne er som ønsketræer, og deres selskab er rensende og opløftende.

At prædike er også en naturlig ting for grhasthaer at engagere sig i. Det er ikke sådan, at vi skal være ugifte (og såkaldt ubundne) for at prædike. Grihasta-dharma betyder at bruge sine materielle besiddelser i Herrens tjeneste (jf. Bhagavad-gita 4.26 + kommentar).

Dette er, hvad vi gør i praksis: vi holder en søndagsfest i vort hjem. Omkostningerne til dette måltid er omkring 100 kr. eller lidt mere, og det er nok til at bespise imellem fem og ti gæster. Alle grhasthaer skulle have råd til dette, og det er, hvad meningen er, at grhasthaer skal gøre: uddele prasadam.

Min hustru og jeg går også jævnligt ud på harinama. Somme tider gør vi det alene, men lige nu har vi en universitetsstuderende, der ledsager os og er ivrig for at distribuere bøger. Vi går ud om lørdagen, om end ikke hver lørdag (nogle gange har vi ikke tid) og ikke så lang tid ad gangen, ikke mere end to timer. Men i det tidsrum møder vi mennesker, uddeler invitationer til vort søndagsprogram, sælger Prabhupadas bøger og hører og synger Krishnas navne. Vi annoncerer også vores program i den gratis ugeavis og har en hjemmeside (http:// www.iskconabq.com).

Vi har også opdaget, at ved at prædike ønsker andre hengivne gradvist at flytte i nærheden af os og synge sammen med os tidligt om morgenen. Dette er meget opmuntrende for os og tvinger os til at være eksemplariske. ..

[Krishna-kirti Dasa slutter af med følgende]

…Hvis du føler dig nedslået eller modløs med dit nuværende stadie af Krishna-bevidsthed, vær da ikke så hård ved dig selv. Blot se dine mangler i øjnene og gør noget positivt (dvs. at prædike) ved det. Vær optimistisk: to mænd ser ud igennem fængslets tremmer. Den ene ser mudderet, den anden ser stjernerne. Og selvfølgelig, syng Hare Krishna så meget som muligt.

Vi må forbinde os med Krishna
Af Lalitanatha Dasa

Kære anonyme Mattaji.

Tak for din åbenhjertighed. Jeg har læst dit brev med interesse og genkender flere ting. Du beder om et svar, men jeg er ingen ekspert. Talrige hengivne har langt mere erfaring end jeg. De burde hellere svare dig. Når jeg alligevel gør det, er det for min egen renselses skyld. Kan det hjælpe dig eller andre, er det så meget desto bedre.

I dit brev ser jeg tre områder, der kræver opmærksomhed. Det ene er, hvordan man opretholder en stabil åndelig praksis, sadhana, under alle omstændigheder, det andet er problemet med at forsørge sig selv og tjene penge uden at blive suget med af den materielle malstrøm, og det tredje, hvordan man bevarer forbindelsen til Krishna og Hans hengivne.

Med hensyn til det første råder Srila Prabhupada til, at specielt grhasthaer engagerer sig i Deitets-tilbedelse. ”I vor Krishna-bevidsthedsbevægelse er der brahmacarier, grhasthaer, vanaprasthaer og sannyasier, men Deitets-tilbedelsen i templet bør specielt gøres af husholderne…Grhastha-hengivne er generelt engagerede i materielle aktiviteter, og hvis de derfor ikke griber til Deitets-tilbedelse, er det helt sikkert, at de falder ned...” (Srimad-Bhagavatam 7.5.23-24)

Bor man i nærheden af et tempel, foreslår Srila Prabhupada, at man deltager i Deitets-tilbedelsen der. Er man ikke så heldig, må man have sine egne Deiteter. F.eks. har min kone og jeg, der bor langt fra noget tempel og andre hengivne for den sags skyld, tilbedt en Salagrama-sila i flere år. Tilbedelsen er enkel og tilpasset vor kapacitet, men nåden og renselsen derfra er uvurderlig. Det er en stor lykkefølelse hver dag at udveksle med Sri Krishna igennem Hans Deitetsform, og det medfører naturligt andre ting som en vis standard af renlighed og selvbeherskelse. Jeg tror, at hvis du fulgte denne ene instruktion, ville en stor del af de problemer, du beskriver, mindskes væsentligt.

Hvad angår den økonomiske virkelighed, er den ikke til at komme udenom og tvinger os ofte til at vælge imellem forskellige uønskede situationer, vender op og ned på vores sadhana og afholder os fra direkte hengiven tjeneste.

Nogle hengivne er så heldige at have en form for direkte hengiven tjeneste som deres levevej. Det er ideelt. Os andre, der ikke har været så smarte, kan jo prøve at arbejde hen imod en sådan situation. Det lader sig sikkert ikke gøre fra den ene dag til den næste, men bruger man sin fantasi og intelligens, opdager man hurtigt talrige muligheder for at kombinere et lønsomt arbejde med direkte hengiven tjeneste. Vi må ønske det stærkt og bede Krishna om hjælp og inspiration. Gør vi det, skal Han nok vise os, hvordan vi kan bruge de evner og talenter, Han har givet os, mere direkte i Hans og Hans hengivnes tjeneste og leve af det samtidigt.

En anden strategi kan være at have et arbejde, der ikke involverer en i særlig grad med ikke-hengivne. Jeg har bemærket, at uforholdsvis mange Jehovas Vidner arbejder som vinduespudsere. Jeg tror ikke, at de ser det som en del af deres mission, men de har her en niche, hvor de ikke behøver at involvere sig med andre på disses præmisser. På samme måde passer min kone og jeg et rengøringsarbejde, hvor vi går for os selv og tilmed har rigelig mulighed for at lytte til en masse Krishna-bevidste foredrag på walkman. Et sådant arbejde føles ikke på samme måde undergravende for ens bevidsthed, som hvis man er tvunget til at involvere sig tæt med ikke-hengivne.

Hvordan det er at indgå i meget tætte og krævende arbejdsforhold til ikke-hengivne, ved jeg desværre ikke, da jeg ikke har gjort dette i min tid som hengiven. Jeg vil derfor afholde mig fra at give råd i den forbindelse. For nogle kan det ikke være anderledes, det er måden at klare sig på. Jeg ser, at nogle hengivne kan bevare deres Krishna-bevidsthed under sådanne omstændigheder, og for andre er det svært.

Uanset ens øvrige situation vil man under alle omstændigheder kunne et rimeligt stadie af Krishna-bevidsthed, hvis man fortsat har tjeneste til Krishna og Hans hengivne. Jeg kommer i tanker om den gamle kone, der hver morgen bar en spand vand fra Yamuna til templet (Srila Prabhupada fortalte om hende). Måske var dette hendes eneste hengivne tjeneste, men det var nok til at holde hende forbundet med Krishna. Et andet fint eksempel er Krishna-kirti Dasa, der i sit svar til dig [se ovenfor] fortæller om sin families ugentlige søndagsfest. Dette er bhakti-yoga (yoga: at forbinde sig med, bhakti: hengiven tjeneste).

Jeg har igennem årene bemærket en stor forskel imellem de hengivne, der formår at holde fast i en eller anden hengiven tjeneste, og de hengivne, der giver slip på enhver form for praktisk tjeneste. Så det er vigtigt at fortsætte med at have en eller anden tjeneste. Og heldigvis er der så mange muligheder for hengiven tjeneste, selv for os, der bor langt væk fra et tempel og kun har mulighed for at se andre hengivne en gang imellem. Et helt oplagt felt for os er at starte en nama-hatta-gruppe eller være del af en, men vi kan også sælge Prabhupadas bøger fra tid til anden, skrive Krishna-bevidste artikler og bøger, sy tøj til templets Deiteter, starte en Krishna-bevidst søndagsskole, prædike over Internettet, være med til at organisere festivaler osv.

Konklusionen er, at det er én ting at være ærlig og indrømme sine svagheder, men den vediske proces bygger på mere end sorg over ens faldne situation. Vi betingede sjæle drages af den materielle energi og engagerer os helt naturligt i forskellige former for selvisk nydelse – ofte på trods af bedre vidende og alle gode intentioner. Derfor har vi brug for forskellige transcendentale engagementer, der fylder os, så der slet ikke bliver tid og energi til de aktiviteter, vi ellers helt automatisk falder hen til. Kan vi lære kunsten at udfylde vor tid med transcendentale aktiviteter, får vi kraften og nåden til at forblive uberørte af den materielle energi ligesom lotusen, der ikke er våd, selv om den er i vandet.