Ægteskab og kvindesyn i Hare Krishna
Af Lalitanatha Dasa

De sidste par måneder har der på et par debatforummer på Internettet verseret en del tekster med kritik af specielt indgåelse af tidlige ægteskaber, som det traditionelt foregår i vedisk kultur, og som Srila Prabhupada beskriver det i sine bøger. Den følgende tekst er skrevet som et indlæg i denne debat.

I mine øjne kunne denne debat omkring ægteskab og kvindesyn i Hare Krishna godt bruge lidt mere viden om den traditionelle vediske forståelse, og derfor vil jeg i det følgende gennemgå nogle af dens punkter. Den vediske forståelse omkring mænd og kvinder, ægteskab imellem dem, sex, børn, ligestilling, forskelsbehandling m.v. er grundlaget for al traditionel hindu-kultur. Da Hare Krishna er en monoteistisk gren indenfor hinduismen (mere præcist ’Gaudiya-vaisnavisme’ eller ’Caitanya-vaisnavisme’, fordi den kommer fra den bengalske 1500-tals helgen Sri Caitanya), er det også Hare Krishnas grundlæggende menneskesyn.

Det første princip i vedisk forståelse er en fundamental ligeberettigelse ikke blot mennesker imellem, men imellem alle levende væsener. Denne ligeberettigelse tager udgangspunkt i vores egentlige identitet som evige, åndelige væsener. Vores ydre klædning, kroppen, er ikke den person, vi i virkeligheden er. Vi er altså hverken kvinder eller mænd, mennesker, dyr eller planter, men opholder os blot en kort overgang i kvindekroppe, mandekroppe, dyrekroppe osv. De, der f.eks. er mænd lige nu, har måske været kvinder i tidligere liv eller bliver det i fremtidige liv.

Denne åndelige lighed betyder, at alle har lige ret til at være her, alle er lige meget dele af Gud, og ingen har ret til at udnytte andre. Ud fra denne tankegang tillader vedisk filosofi f.eks. ikke kødspisning, da andre personer i ikke-menneskelige kroppe har lige så megen ret til at være her, som vi mennesker har det.

Udover denne grundlæggende ligeberettigelse opererer det vediske livssyn også med en systematisk forskelsbehandling. Det er her, de fleste misforståelser opstår. I vores vestlige kultur ser de fleste også ligeberettigelse som et ideal og et krav (som dog endnu ikke omfatter andre end mennesker), og derfor foregår der omfattende ligestillings-bestræbelser. Men selv om den vediske forståelse anerkender ligeberettigelse, siger den også, at det er en fejl at sætte lighedstegn imellem ligeberettigelse og ligestilling. I Vesten giver forsøget på at opnå ligeberettigelse igennem ligestilling sig udslag i, at mænd og kvinder skal behandles ens, have samme uddannelse, samme arbejde, samme vilkår osv. Ifølge vedisk forståelse er dette ikke bare utopisk, men nærmest voldeligt, specielt imod kvinder.

Virkelig ligeberettigelse nødvendiggør tværtimod en systematisk forskelsbehandling mennesker imellem, fordi vi materielt er forskellige. Mænd er forskellige fra kvinder, børn fra voksne, unge fra gamle, stærke fra svage, intelligente fra mindre intelligente osv., og vi har hver især ikke brug for det samme. Det er ligesom på et hospital. Alle patienter har samme ret til at blive behandlet, men det betyder ikke, at en kræftpatient og en patient med et brækket ben skal have samme behandling. Sygehusets ligeberettigelse over for dets patienter viser sig i en systematisk forskelsbehandling i henhold til patienternes behov.

Mænd og kvinders behov er på mange områder vidt forskellige. Selv om ingen af os dybest set hverken er mænd eller kvinder, gør kroppen, vi lever i, vores situationer så forskellige, at det ville være vold imod kvinder at behandle dem som mænd og omvendt. Da kvinder på mange områder er svagere stillede end mænd, pålægges det alle samfundets medlemmer at udøve positiv kønsdiskriminering imod dem. Kvinder er en af fem slags personer, nemlig brahmana’er, børn, kvinder, gamle mennesker og køer, som alle har pligt til at beskytte. Alle ved, at koen indtager en specielt hellig plads for hinduer, men ikke alle ved, at kvinden også gør det. 

Ifølge vedisk livsforståelse har kvinder brug for tryghed og beskyttelse hele livet igennem for at kunne fungere optimalt. Imens mænd kan blive sløve og skvattede af for megen beskyttelse, er dette ikke tilfældet for kvinder, der tværtimod nærmest blomstrer under beskyttelse. Derfor foreskriver den vediske forståelse dem tre slags beskyttelse livet igennem: faderens beskyttelse som barn, ægtemandens beskyttelse som voksen og de voksne sønners beskyttelse som gammel.

Ikke blot fordi kvinder på nogle områder er svagere stillede, men også fordi de varetager samfundets vigtigste rolle, respekteres og beskyttes de i det vediske samfund. Gud har lavet det sådan, at over 50% af befolkningen er mødre for de næste generationer, og deraf kan man forstå, hvor vigtigt det er at opfostre børn til at blive harmoniske og dygtige mennesker. Faktisk er trygge forhold for børn nøglen til et godt samfund, og for at give børn trygge forhold skal mødre også have det.

Kvinder og mænd, sex og børn er alle sider af samme sag og kan ikke kunstigt skilles ad. Den seksuelle tiltrækning er menneskets stærkeste materielle drift (kun overgået af vores tiltrækning til Gud), og hvis den kanaliseres på den rigtige måde, kan den være til stor gavn. Løber den derimod ud af kontrol, kan den ødelægge et menneskes liv og samfundet med, da uønskede, ikke planlagte børn er katastrofalt for ethvert samfund. Solide familier er grundlaget for et stabilt samfund, imens løse seksuelle forbindelser ødelægger ethvert familiemønster.

Det er således i orden at ønske at nyde sex, men kun under forudsætning af, at man er villig til at tage det fulde ansvar for de børn, der kommer deraf. Ønsker man ikke børn, er sex ikke blot umoralsk, men decideret skadeligt for den enkelte såvel som for samfundet. Den moderne seksuelle frigørelse ligger meget langt fra den vediske etik. En forsvarer for seksuel frigørelse kan sige, at ”Sex er naturligt.” Vedaerne ville svare, ”Ja, sex er naturligt, og lige så naturligt er det at få børn.” Overalt i naturen ser man disse to ting – parring og unger – følges ad, og at skille dem fra hinanden er unaturligt.

For at skabe trygge forhold for de børn, der er resultatet af den seksuelle tiltrækning imellem mænd og kvinder, siger Vedaerne, at der kun er ét acceptabelt forhold imellem mænd og kvinder, nemlig ægteskab. I et religiøst ægteskab aflægger manden og kvinden løfter over for Gud og opretholder deres ægteskabsforhold som en tjeneste og pligt over for Ham. Manden lover at beskytte kvinden, og kvinden lover at være manden trofast. Begge parter lover ikke at skilles under nogle omstændigheder. Manden kan ikke blot have et forhold til en kvinde og bagefter lade hende i stikken med børnene.

I diskussionen af forskellige slags ægteskab konkluderer Vedaerne, at det bedste ægteskab arrangeres af forældre eller andre erfarne personer, der står de unge mennesker nær. Ægteskab, hvor parterne selv finder hinanden, frarådes, for det er vanskeligt at tænke klart, når man overvældes af øjeblikkets seksuelle beruselse. Under en hed forelskelse er det næsten umuligt for en ung mand og en ung kvinde at afgøre, om de virkeligt kan fungere harmonisk sammen resten af livet. Det er bedre, at ældre, erfarne personer arrangerer deres ægteskab.

Traditionelt arrangeredes ægteskab oftest, før pigen nåede puberteten, altså i 10-12 års alderen eller endnu tidligere, imens drengen eller den unge mand kunne være imellem 18-25 år. Dette er tit uforståeligt for moderne vesterlændinge, men ifølge Vedaerne er det tværtimod en form for vold imod en pige og hendes følelser, hvis hun ikke har den tryghed at vide, at hun er sikret en mand, når hun bliver voksen. Derfor var forældre i det vediske samfund meget opsatte på specielt at få deres piger gift, før de nåede puberteten, hvor ønsket om at have en mand naturligt bliver stærkt hos en kvinde. 

Hvad angår ethvert forhold mennesker imellem, accepterer vedisk filosofi ingen form for udnyttelse. Det er derimod alles pligt at lære at leve som uselviske tjenere af hinanden. En kvinde skal lære at tjene sin mand uselvisk, men en mand skal sandelig også lære at tjene og beskytte sin hustru uselvisk. Total uselviskhed (også kaldet hengivelse eller hengivenhed) er i virkeligheden det egentlige mål for hvert menneske i en vedisk kultur. Imens en materialistisk kultur måler succes i egoistisk baseret rigdom, berømmelse og sansenydelse, måler en åndelig kultur succes i uselviskhed. Jo mere uselvisk et menneske er, jo rigere og lykkeligere er det i virkeligheden. Faktisk er uselviskhed en nødvendighed for overhovedet at være et lykkeligt og fredfyldt menneske, det er det naturgivne forhold mennesker imellem og imellem alle levende væsener, hvor det højeste levende væsen er Gud, og derfor er det selve det mål, som tilhængere af vedisk kultur stræber efter.

 *******************

 PS. Det skal lige tilføjes, at i det moderne Hare Krishna-samfund praktiseres der mig bekendt ikke arrangerede ægteskaber eller ægteskaber imellem umyndige personer. Det skyldes ingen principiel modstand eller indvending imod det, men blot, at det ikke er praktisk muligt i vores moderne storbysamfund, der har splintret menneskenes naturlige sociale fællesskaber som familier og landsbyer op i subatomare enheder. I vores samfund er individualisme standarden. Et andet ord for individualisme er ensomhed. For overhovedet at overleve i dag må vi alle bruge de første 25-30 år af vores liv på at uddanne og etablere os, da vi alle må klare os hver for sig. Næsten ingen har de omfattende sociale netværk, der er en absolut forudsætning for, at f.eks. mennesker kan gifte sig i en meget tidlig alder, som det er tilfældet i traditionel vedisk kultur. Dette er for mig at se den primære forklaring på, at elementer fra vedisk kultur som f.eks. tidlig indgåelse af ægteskaber ikke er mulig i dag. Det betyder på den anden side ikke, at der er noget som helst ideelt ved det moderne samfunds alternativ, hvor alle prøver lykken i den frie omgang hinanden imellem, men det er blot mere eller mindre en uundgåelighed for de fleste.