|
|
|
Sita Devi Sita Devi er Herren Ramacandras hustru og datter af kong Janaka. Sita Devi er ikke forskellig fra Lykkegudinden Laksmi, ligesom Rama ikke er forskellig fra Krishna. Sita Devi var en højst usædvanlig prinsesse, allerede før hun blev gift med Ramacandra. Hun boede i kongeriget Mithila og hendes far, der holdt meget af sin unge datter, stillede et helt specielt krav til den mand, der ønskede at anmode om Sitas hånd. Faktisk var det kun Rama, der kunne udføre denne opgave, nemlig at løfte og strenge en bue, der tilhørte Herren Siva selv. Ligesom Rama er eksemplet på den ideelle konge, er Sita Devi et historisk eksempel på en kysk kvinde. Da Rama blev forvist til skoven, valgte hun frivilligt at gå med Ham, og da Han senere blev konge, fulgte hun Ham også der. Endnu senere, da hun var blevet forvist til skoven af Rama, fødte og opdrog hun to drengebørn, Lava og Kusa, mens hun boede i vismanden Valmiki Munis asrama. Lava og Kusa drog senere ud i verden og fortalte Ramayana overalt, hvor de kom frem. |