Ramacandra Kaviraja

Srila Narottama Dasa Thakura synger i en kendt sang, ramacandra sanga mage narottama dasa. ”Narottama Dasa beder altid om at få lov at være i selskab med Ramacandra.” Denne Ramacandra, som Narottama refererer til, var Ramacandra Kaviraja, en stor hengiven og Narottama Dasa Thakuras nære ven. De to var praktisk taget uadskillelige.

Ramacandra Kaviraja var søn af Ciranjiva Sena, og hans mor hed Sri Sunanda Devi. Ciranjiva Sena kom fra landsbyen Kumara Nagara i Bengalen, men efter at have giftet sig med digteren Sri Damodara Kavis datter, flyttede han til landsbyen Sri Khanda, der er berømt i forbindelse med Caitanya Mahaprabhu og Hans hengivne, for mange store hengivne kom derfra. Dette nævnes i Caitanya-caritamrta som følger (Cc. Madhya 11.92):

”Gopinatha Acarya fortsatte med at udpege de hengivne [til Prataparudra Maharaja]. ‘Her er Suklambara. Se, der er Sridhara. Her er Vijaya, og der er Vallabha Sena. Her er Purusottama, og der er Sanjaya. Og der er alle indbyggerne fra Kulina-grama såsom Satyaraja Khan og Ramananda. Ja, de er alle her. Se bare. Her er Mukunda Dasa, Narahari, Sri Raghunandana, Ciranjiva og Sulocana, der alle kommer fra Khanda. Hvor mange navne skal jeg nævne for dig? Alle de hengivne, du ser her, er fæller af Sri Caitanya Mahaprabhu, der er deres liv og sjæl.’ Kongen sagde, ’Når jeg ser alle disse hengivne, forbløffes jeg, for jeg har aldrig før set sådan en udstråling. Ja, deres udstråling er som glansen fra millioner af sole. Jeg har heller aldrig før hørt Herrens navne sunget så melodiøst.’ ”

Ciranjiva Sena kom fra en vaidya­­-familie, en doktorkaste, og var selv en mahabhagavata, en hengiven af Herren af højeste klasse. Han fik to sønner, Sri Ramacandra og Sri Govinda, der begge blev berømte hengivne. Ramacandra var specielt meget ivrig, energisk, alvorlig, vedholdende og intelligent. Da Ciranjiva Sena gik bort, flyttede de to sønner hjem til deres morfar, Sri Damodara Kaviraja, og boede hos ham. Damodara Kaviraja var en berømt digter, men dog ingen vaisnava. Tværtimod var han en sakta, der instruerede mange mennesker i sakta-filosofien og indviede andre i sakta’ernes dharma. Under hans indflydelse blev Ramacandra og Govinda også påvirket af sakta-læren, selv om deres far havde været en stor mahabhagavata-hengiven og personlig omgangsfælle med Sri Caitanya Mahaprabhu. Med årene blev Ramacandra Sena også en dygtig læge og ligeledes en lærd digter og forfatter.

Hans liv ændrede sig radikalt på hans bryllupsdag. Da han og hans brud var på vej hjem fra bryllupsceremonien til deres hjem i Yajigrama, passerede de forbi et hus, hvor mange hengivne var mødtes for at høre Srinivasa Acarya forelæse over Srimad-Bhagavatam. Srinivasa og Ramacandra lagde begge mærke til hinanden, og på en eller anden måde vækkedes et venskab imellem dem. Srinivasa Acarya forhørte sig om, hvem denne mand var fra de lokale folk, der fortalte ham, at han var en stor pandita ved navn Ramacandra. Ramacandra havde også hørt om Srinivasa Acarya og var ivrig efter at møde ham. Sammen med sin brud vendte han om og tog tilbage til huset, hvor Srinivasa Acarya opholdt sig. Resten af dagen og aftenen tilbragte de i hinandens selskab og diskuterede Hari-katha.

Tidligt næste morgen mødte Ramacandra op og faldt ned for Srinivasa Acarayas fødder. Srinivasa omfavnede Ramacandra og sagde med varme, ”Liv efter liv har du været min ven. Skæbnen har igen bragt os sammen i dag ved at arrangere dette møde.” Srinivasa satte Ramacandra til at læse Goswami’ernes bøger, og efter nogle dage indviede Srinivasa Acarya ham som vaisnava.

Da Ramacandra vendte tilbage sin egen landsby, blev de lokale sakta’er vrede på ham, fordi han var blevet indviet og gået over til vaisnava-læren, og en dag konfronterede de ham. ”Kaviraja! Hvorfor tilbeder du ikke Siva? Din bedstefader Damodara Kaviraja var en stor hengiven af Siva, så hvorfor har du opgivet hans tilbedelse?”

Ramacandra sagde ”Både Siva og Brahma er guna-avatara’er, kvalitative inkarnationer af Herren, men Krishna er roden til alle avatara’er. Blot ved at tilbede Krishna fuldføres al anden tilbedelse, ligesom man ved at vande et træs rod nærer alle bladene og grene automatisk. Prahlada, Dhruva, Vibhisana og andre, der var kære hengivne af Krishna, forherliges altid af Brahma og Siva. På den anden side var Ravana, Kumbhakarna, Banasura og andre misundelige på Krishna og var kun hengivne imod Siva. Fordi de var misundelige på Krishna, sørgede Siva selv for deres undergang.

Når Brahma skaber universet, beder han til Visnu om kraften til at gøre det. Og Siva underkaster sig også Herren Visnu ved at bære Ganges, vandet, der har vasket Visnus lotusfødder, på sit hoved.”

Efter en tid blev Ramacandra ivrig efter at tage til Vrindavana for at møde Goswami’erne der. I Vrindavana mødte han igen Srinivasa Acarya såvel som Lokanatha Goswami, Gopala Bhatta Goswami, Bhugarbha Goswami m.fl. Da de bemærkede, hvor dygtig Ramacandra var til at forfatte sange og digte om Krishna, gav de ham titlen ’Kaviraja’.

Efter en tid gav vaisnavaerne i Vrindavana ham besked på at vende tilbage til Bengalen, hvor han efter en rejse rundt til forskellige steder slog sig sammen med Narottama Dasa Thakura og blev hans mest fortrolige ven. Sammen befriede de mange faldne sjæle. Ramacandra Kaviraja var også en hovedkraft bag den berømte festival i Kheturi-grama.

Efter mange år og på Narottama Dasa Thakura og Srinivasa Acaryas ordre gik han igen tilbage til Vrindavana. Da kan kom der, fandt han, at næsten alle Goswami’erne var gået bort. Hans sorg derover var så stor, at han selv efter nogle dage gik videre til de evige Vrindavana-lila’er, imens han mediterede på Sri-Sri Radha-Govindas lotusfødder. Hans bortgangsdag en den tredje dag efter nymåne i måneden Pausa.

Ramacandra Kaviraja skrev mange smukke sange om Caitanya Mahaprabhu. Oversættelsen til en af dem er som følger:

”Se blot! Se blot, brødre, hvordan Sri Gauranga er steget op som en gylden måne. Ligesom fuldmånen er steget op på himlen, er en anden, endnu mere fuld måne steget op i form af Gaura-avatara blot for at befri os alle fra denne mørke tid af uvidenhed.

Hans nåde fjerner alle jiva-sjælenes lidelser. Japa, mantra’er, bodsøvelser og andre ritualer er alle nyttesløse med hensyn til renselse i Kalis tid.

Den eneste vej til udfrielse er Hare Krishna-mantra’et. Mahaprabhu er så venlig, at Han har givet det hellige navns nektar, så sjælene i denne mørke tid kan blive frigjorte fra kredsløbet af gentagen fødsel og død og et helvedesagtigt liv i de lavere planetsystemer og opleve guddommelig kærlighed.

Uanset om man er blind eller stum, gør det ikke noget. Alle kan drukne i denne oversvømmelse. På denne måde har Caitanya Mahaprabhu druknet alle i kærlighed til Gud, men Ramacandra Dasa er så uheldig, at han ikke kunne smage så meget som en dråbe af denne nektar.”