Herren Ramacandra
Af Satsvarupa Dasa Goswami 

Ifølge de vediske skrifter åbenbarede den Højeste Herre Sig for millioner af år siden på denne planet som krigeren Ramacandra for at udføre Sin vilje og demonstrere Guddommens Personligheds lege. Der fortælles om Rama i det berømte vediske skrift Ramayana, der er skrevet af Valmiki. Ramayana er skrevet som et historisk epos, men det indeholder de oprindelige Vedaers grundlæggende viden. Ramayana og Mahabharata, hvor den berømte Bhagavad-gita udgør et kapitel, anbefales specielt i den nuværende tidsalder, endnu mere end de indviklede Vedaer eller Vedanta-sutras filosofiske teser, der alle er tilbøjelige til at blive fejlfortolkede i den nuværende Stridens Tidsalder. Ramayana fortæller, hvordan Herren Ramacandra kom på jorden i en menneskelig skikkelse. Han var grønlig af lød med en kropslig udstråling som frisk grønt græs.  

Vi skal her notere os, at det, der står i Ramayana, forstås bedst, som det er. Når Guddommens Højeste Personligheds lege berettes, kan der slet ikke være tale om at forstå dem allegorisk. Allegori betyder, at en given tekst indeholder en højere sandhed end det, der står bogstaveligt at læse. Men den højeste erkendelse af åndelig fuldkommenhed er, at den Absolutte Sandhed er en person. Dette udelukker muligheden for at gå videre end Ham for at komme til en højere sandhed. Skønt Herren Rama ud af Sin venlighed imod Sine hengivne kom som et menneske, er Han den Højeste Herre, og Hans fødsel er transcendental i enhver henseende og fri for al materiel besmittelse. Historien om Ham er derfor storslået og fuld af vidunderlige bedrifter, som vi vil se det. 

Ramacandra var Kong Dasarathas søn. Han var Sin far og Sin mor, Dronning Kausalyas, yndling såvel som helt og yndling for hele Ayodhya, hovedstaden for det, der dengang var et verdensrige. Da Kong Dasaratha begyndte at blive gammel, ønskede han at overdrage kongeriget til sin ældste søn, Rama. En glædesfyldt Ayodhya gjorde sig klar til at krone den afholdte prins, men en af Kong Dasarathas dronninger, Dronning Kaikeyi, smædede rænker om at fjerne Rama fra kongedømmet, så hendes egen søn, Bharata, kunne overtage tronen. Overbevist af en uærlig tjenestepige om, at Ramacandra ville dræbe Kaikeyis søn, hvis Han blev konge, drog Dronning Kaikeyi fordel af to velsignelser, hun var blevet lovet af sin mand i taknemmelighed for tjeneste, Hun havde gjort ham. Hun kaldte sin mand til sin lejlighed og bad om følgende velsignelser: Lad Ramacandra blive forvist til skoven i fjorten år, og lad Bharata blive indsat som konge. Da Kong Dasaratha hørte disse anmodninger, besvimede han i chok. Som en ideel ksatriya-konge stod Kong Dasaratha fast ved sit løfte om at skænke sin dronning de to velsignelser, selv om det betød en skæbne værre end døden. Hans religion var sandhed, og han måtte holde sit løfte. Da Herren Ramacandra fik de frygtelige nyheder, svarede han blot, ”Ganske udmærket, jeg rejser herfra og begiver mig til Dandakaranya-skoven i fjorten år med et urokkeligt sind.”  

Ramas hustru var den smukke og trofaste Sita. Herren Ramacandra havde vundet Sita, da Han i den forsamling, hvor Sita skulle vælge sin mand, havde knækket en bue, der var så tung, at den måtte bæres af 300 mænd. Rama tilfredsstillede derved Sitas far, Janaka, og giftede Sig med Sita, der var udstyret med transcendentale kvaliteter. Det skal forstås, at ligesom Ramacandra var Visnu, den Højeste Herre, var Sita i virkeligheden Laksmi, lykkegudinden. Som datter af den kongelige helgen Janaka var Hun vant til livet som en prinsesse. Men da Ramacandra fortalte Hende, at under Hans eksil skulle Hun blive tilbage i kongeriget under beskyttelse af BharataS, svarede Sita med fornærmet mine: ”Hvis Du trækker Dig ud i skoven, går jeg foran dig og baner vejen ved at mase tornene under mine fødder. Jeg forlader ikke Dit selskab, og det kan Du kan ikke få mig fra. Det bliver ingen sorg for mig at tilbringe en lang tid med dig.” Laksmana, Ramacandras elskede bror, havde været der, imens Rama talte med Sita. Han greb Ramacandras lotusfødder, da det var uudholdeligt for ham at være skilt fra Rama. Rama forsøgte at tale ham fra det. Men intet kunne få Laksmana til at ændre mening. Laksmana var besluttet på at ledsage Sita og Rama til skoven i deres lange eksil.  

At leve i skoven blev anset for en afskyelig fornærmelse for ksatriyaer, men det lykkedes Ramacandra at opmuntre Sita ved at gøre opmærksom på de naturlige omgivelsers skønhed. En skov siges at være i godhedens kvalitet og passende til kultivering af åndeligt liv.  

På den tid, da Rama, Sita og Laksmana blev sendt i eksil i skoven, var den skrækkelige Ravana en stor dæmon, der havde næsten alting. Igennem lange udførelser af asketiske bodsøvelser havde han opnået stor magt. I krig havde han besejret halvguderne Kuvera og Indra. Han regerede på øen Lanka og besad umådelig rigdom og overflod. Han og hans pirater drog omkring og dræbte og spiste eneboere, der var engageret i åndelig praktisering i skoven. Ravana havde også gjort sig en karriere i at krænke smukke kvinder, hvor end han stødte på dem, og han havde et harem af hundredvis, der havde overgivet sig til hans materielle indflydelse af rigdom og styrke. Ravana anså sig selv for uovervindelig. Han forsmåede Gud. Fuldendt materialist, som han var, udfordrede han tilmed Guds eksistens. Han udfordrede alt godt og lyttede ikke til nogen form for formanende råd om dårlige reaktioner, der følger syndige handlinger. Ved at udfordre Rama igennem bortførelsen af Hans hustru Sita valgte Ravana imidlertid døden, og han styrtede hovedkulds imod sin uundgåelige skæbne.  

For at føre bortførelsen af Sita ud i livet tilkaldte han sin general Marica. Ravana bad Marica tage form som et gyldent rådyr og springe rundt foran Sita. Når Sita ville ønske at få rådyret som sit eget, skulle Rama og Laksmana jage det, og Sita skulle kunne blive bortført i deres fravær.  

Således viste Marica sig i form af et fantastisk rådyr med sølvpletter og en glans af juveler foran Sita i skoven. Han tiltrak Sitas sind, og Hun bad Ramacandra fange det til Hende. Ramacandra var klar over, at dette kunne være Maricas raksasa-trolddom, men Han bestemte Sig til at forfølge rådyret. Hvis det viste sig at være Marica, ville Han dræbe ham. Efter med fasthed at have beordret Laksmana til at blive hos Sita forfulgte Ramacandra rådyret. Det viste sig dog at være vanskeligt at fange, og det blev tilmed usynligt. Til sidst besluttede Rama sig til at dræbe det. Han skød en dødbringende pil, der ramte Maricas hjerte som en flammende slange. Men med sit sidste åndedrag skreg Marica højlydt, ”Ak Sita! Ak Laksmana!”  

Sita ventede sammen med Laksmana. Da Hun hørte skrigene, troede  Hun, at de kom fra Rama. Hun gav Laksmana ordre til med det samme at gå ud for at hjælpe Rama. Skønt Laksmana affærdigede ideen om, at Ramacandra kunne være i fare, insisterede Sita på, at Laksmana skulle tage ud og finde Ham. På denne måde kunne Ravana komme til Sita alene, og han bar Hende væk med magt. På en vogn trukket af æsler fløj Ravana med sine ti hoveder og tyve arme henover himlen med Sita i sit greb.  

Denne handling beseglede fuldstændigt Ravanas undergang. Ikke blot ville han komme til at dø for at have bortført en anden mands hustru, men han kunne ikke engang nyde Sita i mellemtiden, ikke engang i så meget som et øjeblik, for han havde en forbandelse over sig, der forhindrede ham i at røre en kvinde imod Hendes vilje. Ude af stand til at have sin lyst tilfredsstillet med magt kunne Ravana kun true Sita med, at hvis Hun efter tolv måneder ikke gik over til ham, ville han skære Hende i stykker og få sine kokke til at servere Hende for sig som et festmåltid.  

I Sitas fravær blev Ramacandra kastet ud i uforfalsket sorg. Laksmana forsøgte at aflede Ramas fortvivlelse, men han ænsede ham ikke. Omsider fandt de to brødre spor af Sita, nogle stykker af Hendes klædning fra Hendes kamp med Ravana, og nogle smykker, der var faldet fra Hende, da Hun var steget op i luften på Ravanas vogn. Rama og Laksmana fik også underretninger fra den døende Jatayu, fuglenes gamle konge, der havde forsøgt at standse Ravana, da han var fløjet bort. Jatayu fortalte Ramacandra og Laksmana, at Ravana havde bortført Sita. For at få hjælp til at få Hende tilbage anbefalede Jatayu, at de sluttede en pagt med Sugriva, kongen over en race af aber. Sugriva hjalp faktisk og mobiliserede sine styrker og sendte dem ud for at søge efter Sita. Efter måneder af forgæves søgen begyndte hærene at miste håbet. Nogle vendte tilbage, og nogle spredtes i fremmede lande. Det var Hanuman, kongens vigtigste rådgiver, der hørte om kongeriget Lanka, der lå langt ude i det Indiske Ocean.  

Hanuman besluttede sig til at rejse igennem luften for at søge efter Sita. Som søn af vindguden Vayu havde Hanuman evnen til at flyve. I ét spring krydsede han over havet til Lanka. Ved at formindske sig til en kats størrelse kunne Hanuman roligt og adstadigt træde ind i Ravanas hovedstad og omhyggeligt bemærke sig alle detaljer. Som en tjener var han bekymret for, at hvad øjeblik det skulle være, kunne han blive fanget og ødelægge det hele. ”Hvis jeg mister livet,” tænkte Hanuman, ”dukker store hindringer op for fuldbyrdelsen af min herres plan.” Ned til den dag i dag lovprises Hanuman af alle helgener og lærde i vedisk videnskab som den ideelle tjener for sin urokkelige dedikering til Herren Ramacandra. Hanuman søgte overalt efter Sita og fandt Hende til sidst i hjertet af en tæt asoka-skov. Han forsikrede Hende for, at han kom fra Ramacandra og lovede Hende, at De snart ville blive genforenede. Da Hanuman forlod øen Lanka, tilintetgjorde han ene mand tusinder af raksasa-krigere og satte hele byen i brand.  

I milliontal mobiliserede abernes hær sig og marcherede til havet. Herren fik Sine trofaste tjenere som Hanuman og Sugriva til at slynge store klippestykker ud i havet, og ved Herrens suveræne kraft flød de oven på vandet og dannede en bro til Lanka. Hæren vandrede da ind i Lanka lige for næsen af raksasaernes herre. Snart begyndte kampe mand til mand, og dag efter dag kæmpede store helte på begge sider til døden. Efterhånden faldt de store raksasa-høvdinge en efter en foran helte som Hanuman, Laksmana, Sugriva og Ramacandras ubegrænsede styrke. Til sidst dræbte Ramacandra Ravana med et brahmastra-våben fra Sin bue. Valmiki fortæller om oprindelsen til dette våben. Det var blevet overleveret fra Herren Brahma og videregivet fra vismand til vismand. Brahmastra-våbnet var smurt ind i fedt og blod, og det røg som ilden på dommedag. Det var hårdt og højlydt, og da det blev affyret af Ramacandra, kløvede det Ravanas hjerte i to og berøvede ham hans liv.  

Rama blev således forenet med Sita, og da deres fjorten års eksil var ovre, vendte de tilbage til Ayodhya på et blomstersmykket aeroplan. Srila Prabhupada forklarer Herrens åbenbaring som Ramacandra således: 

”De sammenlignende studier af Krishnas og Ramacandras liv er meget indviklede, men det grundlæggende princip er, at Ramacandra kom som den ideelle konge, og Krishna åbenbarede Sig som Guddommens Højeste Personlighed, skønt der egentlig ingen forskel er imellem de to. Et lignende eksempel er Herren Caitanya. Han kom som en hengiven og ikke som Guddommens Højeste Personlighed, skønt Han er Krishna Selv. Så vi bør acceptere Herrens stemning i Hans bestemte fremkomst, og vi bør tilbede Ham i den ånd. Vor tjeneste bør være forenelig med Herrens ånd. Derfor er der i sastraerne  udtrykkelige pålæg. For eksempel er måden, man tilbeder Herren Caitanya på, at synge Hare Krishna.  

***

”Sri Valmiki erklærer, at den, der altid lytter til dette epos, bliver løst fra alle synder. Den, der lytter med den rette respekt, møder ingen hindringer i livet. Han vil leve lykkeligt med sine nære og kære og få sine ønskede velsignelser fra Ramacandra, Guddommens Højeste Personlighed.”