Jahnava Devi

Jahnava Devi var Herren Nityanandas hustru. Jahnava Devi eller Jahnava Mata er et andet eksempel på en kysk hustru, der tog fuldt del i sin mands mission. Efter Nityananda Prabhus bortgang blev hun samlingspunkt for alle de hengivne i Bengalen og Vrindavana. Selv om Jahnava var en ældre hengiven og hustru af Herren Nityananda Selv, var det hendes største fornøjelse at tjene alle de hengivne. Under den store Kheturi-festival tilberedte hun mange forskellige retter mad. Efter at have lavet al maden serverede hun egenhændigt prasadam for alle de hengivne, og hun ønskede ikke at stoppe, før alle havde fået alt det, de kunne begære. Til sidst måtte de andre hengivne tigge hende om at sætte sig ned og tage prasadam.

Jahnava Devi holdt jævnligt forelæsninger i vaisnava-filosofi, og hun tiltrak mange mennesker. Det irriterede undertiden de lokale kaste-brahmanaer voldsomt at se voksne mænd lytte til og tilmed bøje sig ned for en kvinde. Det var mere, end de kunne klare. En gang besluttede en flok ’brahmanaer’ i en landsby at dræbe Jahnava Mata. Midt om natten mødtes de i udkanten af byen, og med deres våben i hånden begyndte de at løbe mod vaisnavaernes lejr, der lå et par minutters gang fra byen. De løb og løb og løb og nåede at blive godt forpustede, selv om lejren lå blot et par hundrede meter derfra. Mens de løb, begyndte det imidlertid at blive lyst, og de kunne se, at selv om de havde løbet hele natten, befandt de sig stadig lige i udkanten af landsbyen. Samtidig begyndte folk at vågne, og de forvirrede brahmanaer skyndte sig at tage deres våben ned og gemme sig i deres hytter. Det gik op for dem, at Jahnava Mata var ingen helt almindelig kvinde, og mange af dem overgav sig til hende og modtog initiering fra hende.