Srila Bhaktisiddhanta
Sarasvati Thakura

Den 2. januar var det Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakuras bortgangsdag. Da vi ikke havde plads i forrige nummer af Nyt fra Hare Krishna, lovede vi at skrive om ham i dette nummer. Vi bringer først en kort biografi og derefter en historie, som han fortalte, med efterfølgende kommentarer.

Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura er Srila Prabhupadas åndelige mester og den moderne Hare Krishna-bevægelses åndelige bedstefader. Han blev født den 6. februar 1874 på det hellige pilgrimssted Jagannatha Puri som søn af Srila Bhaktivinoda Thakura, den store vaisnava-acarya i discipelrækken fra Sri Caitanya Mahaprabhu. Srila Bhaktivinoda var ansat som dommer for regeringen, men arbejdede samtidigt utrætteligt for at etablere Herren Caitanyas lære i Indien. Han forestillede sig og drømte om en verdensomspændende åndelig bevægelse og bad om at få en søn, der kunne hjælpe ham med at opnå hans drøm. Den søn var Bhaktisiddhanta Sarasvati.

Således fødtes Srila Bhaktisiddhanta som søn af Bhaktivinoda Thakura i Jagannatha Puri, hvor denne gjorde tjeneste som tilsynshavende for det berømte Jagannatha-tempel. Srila Bhaktisiddhanta fik navnet Bimala Prasada og var allerede fra barn af en enestående hengiven. Syv år gammel havde han lært sig Bhagavad-gitas mere end 700 sanskritvers udenad og kunne kommentere dem med stor indsigt. Srila Bhaktivinoda Thakura uddannede sin vidunderlige søn omhyggeligt og oplærte ham bl.a. til at redigere de mange bøger og andre tekster, han skrev løbende.

Da Bimala Prasada var 25 år gammel, havde han opnået et imponerende navn som lærd i sanskrit, matematik og astronomi. Hans astronomiske afhandling Surya-siddhanta gav ham titlen Siddhanta Sarasvati som anerkendelse for hans lærdom. I 1905 accepterede han på sin faders råd åndelig initiering fra Srila Gaurakisora Dasa Babaji. Skønt Srila Gaurakisora var analfabet, var han vidt berømt som en stor hengiven og vaisnava-acarya, og Siddhanta Sarasvati udviste, selv om han var meget lærd, stor ydmyghed og dedikering i Srila Gaurakisoras tilstedeværelse. Srila Gaurakisora var meget tilfreds med sin højt uddannede discipels beskedenhed og hengivenhed og gav ham sine fulde velsignelser. Han bad ham „prædike den Absolutte Sandhed og skubbe alt andet arbejde til side“.

Ved Srila Bhaktivinoda Thakuras bortgang i 1914 blev Siddhanta Sarasvati naturligt lederen af vaisnava-missionen. Han blev redaktør for sin faders tidsskrift Sajjana-tosani og startede The Bhagawat Press for at udgive Gaudiya Vaisnava-litteratur. I 1918 accepterede han den forsagende livsorden, sannyasa, og antog navnet Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Goswami Maharaja. Op igennem 1920erne og -30erne organiserede han Gaudiya Math med 64 afdelinger over hele Indien og gjorde Gaudiya Vaisnavismen til den ledende kraft i Indiens åndsliv. Hans missions hovedkvarter Caitanya Gaudiya Matha lå (og ligger fortsat) i Sridhama Mayapur, Sri Caitanya Mahaprabhus fødested.

Bhaktisiddhanta Sarasvati regnede trykpressen for en særdeles effektiv måde at udbrede sit budskab over hele verden på og skrev selv mange betydningsfulde filosofiske bøger, essays og oversættelser af tidligere mestres bøger. Udgivelsen og distributionen af transcendental litteratur var også en af de vigtigste ting, han gav videre til sin kendteste discipel, Abhay Charan, der senere som A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada spredte sin åndelige mesters mission over hele verden igennem sine bøger.
Bhaktisiddhanta Sarasvati vil for altid have en dominerende plads i vaisnava-historien. Han var dén åndelige mester, der genialt forstod at tilpasse gamle traditioner til det 20ende århundredes sociale forhold. Han viste, at i stedet for at vende sig imod og forsage tidens store teknologiske og materielle omvæltninger bør man anvende dem i Krishnas tjeneste til at udbrede Krishnas budskab, hvilket er den virkelige forsagelse (yukta-vairagya). Det var dette princip, der muliggjorde, at Krishnas og Caitanya Mahaprabhus hellige navne blev og bliver hørt i hver by og hver landsby over hele verden.

Den 1. januar 1937 forlod Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura denne verden.


En familie for Bhagavad-gitas skyld
Anekdote og kommentar af Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura

Engang forærede en åndelig mester sin discipel en Bhagavd-gita og bad ham studere bogen hele tiden, hvorfor disciplen begyndte at studere Bhagavad-gita i en bjerghule i Vindhya-bjergene.
Desværre var der en lille mus i bjerghulen, der igen og igen gnavede i Bhagavad-gitas hellige sider. Til sidst så disciplen sig nødsaget til at købe en kattekilling på det nærmeste marked og tog den med tilbage til sin hule.

Imidlertid viste det sig, at katten havde brug for mælk for at være sund og rask. Efter at have forstået det besværlige i at skulle hente mælk hver dag så disciplen behovet for en ko, som en venlig mand ved Herrens barmhjertighed forærede ham.

Koens pasning hvilede nu som en tung byrde i disciplens hjerte. Han byggede med stort møje og besvær en stald til koen, så den kunne leve sikkert og bekvemt. Til sidst ansatte han en hyrde til at passe koen dagligt med foder og vand.

Men hvem skulle tage sig af hyrden og give ham mad? Efter megen overvejelse besluttede den bekymrede sannayasi sig til at blive gift. Gradvist blev hans familie større. Han skaffede sig jord, tjenere og et stort palads. Sannyasien blev således en fuldblods familiemand og glemte helt sit studie af Bhagavad-gita.
Efter lang tid kom hans åndelige mester på besøg og så sin sannyasa-discipels palads og alt, der hørte til, og spurgte, „Hvad er alt dette for noget?“

Disciplen sagde ydmygt med foldede hænder foran sin åndelige mester, „O mester, dette er den familie, jeg har været nødt til at bygge op for at kunne studere Bhagavad-gita, sådan som du bad mig om det.“

Kommentar
En ægte Krishnabevidst person bør ikke øge omfanget af sine ønsker og behov i navn af yukta-vairagya (korrekt forsagelse). Et levende væsen, der er engageret i hengiven tjeneste, bør aldrig anse sig selv for at være på lige niveau i status og position med en fuldkomment befriet stor sjæl.
Den, der er engageret i hengiven tjeneste, enten som sannyasi eller som grhastha, må strengt overholde det skriftlige påbud, der siger yavannirvaha pratigraha – man bør kun stræbe efter det, der er absolut påkrævet til fordel for tilbedelsen af Sri Hari. Ens materielle aktiviteter bør hverken være for store eller for utilstrækkelige, da begge leder til afvigelse fra åndelig højnelse.
Personer, der påtager sig cølibatets strenghed (brahmacarya), ensomhed (vanaprastha) og forsagelse (sannyasa) som deres levemåde (asrama) og således opholder sig på et afsondret helligt sted som en matha borte fra hjemmet for at fordybe sig i Herren Sri Haris hengivne tjeneste, kan også gribe sig selv i at være indviklet i en sådan ’familie for Bhagavad-gitas skyld’ i tilfælde af, at de bliver fortryllet af tankerne på daglige fornødenheder og behov og således bedrager sig selv i navn af at fremme hengiven tjeneste til Herren Sri Hari.
En ærlig person må være meget varsom. Han bør ikke falde i kløerne på den illusoriske energi (maya), imens han foregiver at erhverve sig ting, der er fordelagtige for hengiven tjeneste til Sri Hari. De materielle sanser er altid tørstige efter sansetilfredsstillelsesobjekter.
Imens vort syndige, ondsindede, ubændige og udadvendte sind foregiver at opnå fuldkommenhed igennem omhyggeligt at lytte til og tilslutte sig et utal af formaninger fra store, befriede sjæle, stræber det efter at erhverve sig tilfredsstillende objekter ved at tilskrive disse at være gunstige for hengiven tjeneste til Sri Hari og søger altimens tilflugt i hyklerisk, diplomatisk adfærd.
Mange af os bliver meget tiltrukne til materiel kundskab i navn af at studere skrifter eller lærdom! Vi bliver meget knyttede til fysisk komfort og til vor afhængige hustru og børn igennem selvbedraget af at gennemgå familieliv under påskud af at følge ’yukta-vairagya’ (korrekt forsagelse) og yde hengiven tjeneste til Herren Sri Hari samtidigt.
Selv efter at være blevet en sannyasi, en brahmacari, en Krishnabevidst grhastha eller en vanaprastha ønsker mange af os at opnå materiel anseelse og berømmelse, og vi forsøger at herske over alting. Dette vil bringe os fuldstændig åndelig undergang.
Det er derfor særdeles afgørende at hige efter de rene ærlige hengivnes barmhjertighed ved hele tiden at holde os selv i deres ubesmittede selskab med fuldstændig loyalitet og troskab og således stille alle vore tvivl til skue foran dem, så vi kan blive velsignet med deres uvurderlige vejledning.