Srila Bhaktisiddhanta
Sarasvati Thakura

Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura, Srila Prabhupadas åndelige mester, fødtes som søn af Srila Bhaktivinoda Thakura, der selv var en stor Krishna-bevidst åndelig mester i discipelrækken fra Herren Caitanya. I det 19ende århundrede drømte Bhaktivinoda Thakura om at starte en verdensomspændende Krishna-bevidst bevægelse og bad til Krishna om at få en søn, der kunne hjælpe ham i hans mission.

Da Bhaktisiddhanta blev født 6. februar 1874 i Jagannatha Puri, så mange vaisnavaer dette som opfyldelsen af hans bøn, for han fødtes med navlestrengen viklet omkring sig på samme måde, som brahmanaer traditionelt bærer deres hellige tråd.

Hans forældre gav ham navnet Bimala Prasada. Da Bimala Prasada var seks måneder gammel, standsede Jagannatha-festivalens vogne ved lågen til Bhaktivinodas hus og kunne i tre dage ikke rokkes ud af stedet.  Bhaktivinoda Thakuras hustru bar spædbarnet op i vognen til Herren Jagannatha. Helt spontant rakte barnet armene ud og rørte ved Jagannathas lotusfødder, og i samme øjeblik faldt en blomsterkrans ned fra Herren på barnet. Da Bhaktivinoda hørte dette, forstod han, det var sønnen, han havde bedt om. (Derefter var vognene i stand til at køre igen.)

Bimala Pradasa var han, hvad man kalder et vidunderbarn. En dag, da han ikke engang var fire år gammel, skældte hans far ham mildt ud, fordi han spiste en mango, der endnu ikke var blevet ofret til Krishna. Bimala Prasada tog på stedet et løfte om aldrig igen at spise mango, et løfte, han holdt resten af livet.

Som syv-årig kendte han de mere end 700 vers i Bhagavad-gita udenad og kunne endda forklare dem. Lidt senere lærte han sig engelsk, hvilket skete ved, at han låste sig inde i et værelse i tre dage og lærte en ordbog udenad. Dette er også en delvis forklaring på hans fabelagtige engelsk. Han beherskede udtryk og et sprog, som selv indfødte englændere ikke kunne hamle op med.

Hans far oplærte ham nu i at læse korrektur på vaisnava-magasinet Sajjana-tosani. Sammen med sin far besøgte han også mange hellige steder og hørte foredrag med lærde pandita’er.   

Som skoleelev og student foretrak Bimala Prasada i stedet for skolebøgerne at læse de bøger, hans far havde skrevet. Men han mestrede dog også megen anden viden. I virkeligheden læste han alt, hvad der var tilgængeligt om enhver slags filosofi. 25 år gammel havde han opnået en imponerende anseelse som lærd i sanskrit, matematik og astronomi og var kendt som forfatter af mange artikler og én bog, Surya-siddhanta, en astronomisk afhandling. For denne sidste blev han tildelt titlen Siddhanta Sarasvati og blev æresprofessor ved et universitet i Calcutta.

Da han var 26, bad hans far ham tage indvielse fra den forsagende vaisnava-helgen Gaurakisora Dasa Babaji, der rådede ham til „at prædike den Absolutte Sandhed og glemme alt andet.“ Med Gaurakisoras velsignelser besluttede Bimala Prasada eller Siddhanta Sarasvati, som han nu hed, at dedikere sin krop, sine tanker og sine ord til Herren Krishnas tjeneste.

I 1905 tog han et løfte om at recitere Hare Krishna-mantraet én milliard gange. Han boede i en stråhytte i Mayapur nær Herren Caitanyas fødested og chantede Hare Krishna-mantraet dag og nat. Én gang om dagen tilberedte han ris i en lerkrukke og spiste intet andet. Han sov på gulvet, og når det regnede igennem taget, sad han under en paraply og chantede.

I 1911, da hans gamle far lå syg, accepterede Siddhanta Sarasvati en udfordring fra nogle pseudo-vaisnavaer, der hævdede, at fødsel i deres kaste var en forudsætning for at kunne praktisere og prædike Krishna-bevidsthed.  Det kastebevidste brahmana-samfund var ophidset over Bhaktivinoda Thakuras fremlægning af skriftlige beviser på, at enhver uanset fødsel  kan blive en brahmana-vaisnava. På vegne af sin indisponerede far skrev Siddhanta Sarasvasti en essay, ‘Den afgørende forskel  mellem en brahmana og en vaisnava’, som blev præsenteret i debatten.

I Midnapore mødte panditaer fra hele Indien op til en tredages konference. Som den sidste talte Siddhanta Sarasvati. Først citerede han vediske referencer, der forherligede brahmanaerne, og smarta-brahmanaerne, der hævdede, at man kun kan være en brahmana ved være født i en brahmana-kaste, bifaldt ham. Men da han begyndte at diskutere de faktiske kvalifikationer, man skal besidde for at være en brahmana, vaisnavaens kvaliteter, forholdet imellem de to og hvem, der ifølge den vediske litteratur er kvalificeret til at være åndelig mester og indvie disciple, ophørte deres jubel. Siddhanta Sarasvati beviste afgørende fra skrifterne, at er man født som sudra, men udviser en  brahmanas kvaliteter, er man en brahmana, og omvendt. Efter talen blev han omringet af tusinder af mennesker. Det var en sejr for vaisnavismen.

Efter sin fars bortgang i 1914 og sin åndelige mesters i 1915 videreførte Siddhanta Sarasvati Herren Caitanyas mission. Han redigerede Sajjana-tosani og startede Bhagwat-pressen i Krishnanagar. I 1918 tog han sannyasa og fik navnet Bhaktisiddhanta Sarasvati Gosvami Maharaja. Han startede Gaudiya Matha med hovedkvarteret, Caitanya Gaudiya Matha, i Sridhama Mayapur, Herren Caitanyas fødested. Gaudiya-matha var de næste tyve år en  af Indiens førende åndelige drivkræfter med titusinder af indviede disciple og 64 templer over hele landet.

Srila Bhaktisiddhanta tilpassede de Krishna-bevidste traditioner og principper til det 20’ende århundredes teknologiske og sociale omstændigheder. Traditionelt havde vaisnavaer og specielt sannyasier undgået tæt befolkede områder og boet på hellige steder som Vrindavana og Mayapur. Selv når de rejste for at prædike, foregik det mest til fods.

Men Bhaktisiddhanta havde en anden forståelse. For Krishnas tjeneste kan en vaisnava bruge millioner af rupier. Hvis alting er Guds energi, hvorfor skal man da forsage noget som helst? Er  Gud god, er Hans energier også gode. Materielle ting bør ikke bruges på ens egen sansetilfredsstillelse, men de kan og bør bruges i Krishnas tjeneste.

Derfor inddrog han dygtigt selv den moderne verdens teknologiske frembringelser i Krishnas tjeneste. Han anbragte sine templer og dermed sine disciple midt i de store byer, hvor der var flest mennesker, for at gavne så mange som muligt, og han udnyttede sin tids teknologi til fulde. Han var den første åndelige mester, der tillod sine sannyasier at klæde sig i vestligt tøj og rejse i moderne transportmidler i stedet for til fods. Han så englændernes tilstedeværelse i Indien som et gode, en kanal for Krishna-bevidsthed til resten af verden, og han plejede omgang med dem og havde ved flere lejligheder engelske guvernører som æresgæster ved f.eks. åbning af templer.  

Bogtrykkerkunsten anså han for at være den meste effektive måde at sprede Krishna-bevidsthed over hele verden på. Han var selv forfatter til mange bøger, oversættelser, kommentarer og filosofiske afhandlinger, og han startede tre forlag og trykpresser, der udgav snesevis af bøger og seks journaler på forskellige sprog.

Han udgav tilmed en daglig avis, Nadiya Prakasa. Da han blev spurgt af en kendt politiker fra Calcutta, hvordan han kunne tro, det var muligt at udgive en åndelig avis hver dag, svarede han, at det ikke var så forbløffende. Alene i Calcutta var der en halvt snes daglige aviser, skønt Calcutta kun var én ud af mange byer i Indien, Indien kun ét land ud af mange lande på jorden, jorden kun en ubetydelig planet blandt alle de andre planeter i universet, dette univers kun ét ud af utallige materielle universer, og hele den materielle skabelse kun en lille brøkdel af Guds skabelse. Nadiya Prakasa bragte ikke nyheder fra Calcutta eller jorden, men fra den ubegrænsede åndelige verden. Kunne Calcuttas aviser dagligt bringe begrænsede verdslige nyheder, var der intet underligt i, at Nadiya Prakasa også kom dagligt. I virkeligheden kunne man udgive en avis om den åndelige verden hvert eneste øjeblik, hvis der ikke havde været en mangel på interesserede læsere i denne verden.

Et af højdepunkterne i Bhaktisiddhantas liv var parikramaen i Vrindavana i 1932, hvor tusinder af vaisnavaer i en hel måned vandrede samlet rundt til alle Vrindavanas hellige steder. Parikramaen var ualmindeligt velorganiseret. Der var sågar elefanter med i processionen, og den blev mødt med stor glæde og forbløffelse af lokalbefolkningen. Men den stødte også på fjendtlighed blandt visse grupper. Mere præcist var det igen de samme kastebevidste brahmanaer, der satte sig imod Bhaktisiddhantas tilkendegivelse og praktisering af, at enhver kan være mere end brahmana, hvis man er en kvalificeret vaisnava. Flere sammenstød endte næsten voldeligt med stenkast osv., men Bhaktisiddhanta fortsatte ufortrødent med parikramaen.

Srila Bhaktisiddhanta forlod denne dødelige verden 1. januar 1937 i Jagannatha Puri efter at have været syg en periode. I sine sidste dage enten læste han Caitanya-caritamrta igen og igen eller chantede Hare Krishna. Han gav også sine disciple følgende instruktion:

   „Jeg råder alle til at prædike Rupa-Raghunathas lære med al kraft og alle ressourcer. Vores yderste mål er at blive støvpartikler ved Sri-Sri Rupa og Raghunatha Goswamis lotusfødder. I bør alle arbejde samlet under ledelse af jeres åndelige mester med henblik på at tjene den Absolutte Kundskab, Guddommens Personlighed. I bør på en eller anden måde leve i denne dødelige verden kun for Guddommens tjeneste og uden at strides. Opgiv ikke tjenesten til Guddommen på trods af alle farer, al kritik og alle ubehageligheder. Tab ikke modet, selv om de fleste mennesker i verden ikke tjener Guddommens Personlighed. Opgiv ikke jeres egen tjeneste, for den er jeres ét og alt, og forkast heller ikke at recitere og høre Guddommens transcendentale, hellige navn. I bør altid synge Guddommens transcendentale navn med tålmodighed og udholdenhed som et træ og ydmyghed som et græsstrå...Mange blandt jer er velkvalificerede og dygtige hengivne. Vi har intet andet ønske.“