Srila Advaita Acarya

De fleste kender Advaita Acarya og ved, at Han er en kombineret inkarnation af Maha-Visnu og Sadasiva, der nedsteg før Caitanya Mahaprabhus inkarnation for 500 år siden. Advaita Acarya er den ene af de fem personer, der samlet kaldes Panca-tattva (Sri Krishna Caitanya, Prabhu Nityananda, Sri Advaita, Gadadhara og Srivasa Thakura), og det var som svar på Advaitas kalden, at Sri Caitanya Mahaprabhu nedsteg til denne verden. Advaita Acarya så menneskenes fornedrede tilstand i Kali Yuga, stridens tidsalder, og tilbad Herren Krishna på Ganges’ bred med gangesvand og tulasi-blade, imens han højt råbte og tiggede Herren om at komme og redde de lidende sjæle. Caitanya-caritamrta har talrige passager om Advaita Acarya, og hele sjette kapitel af bogens Adi-lila er viet beskrivelse og forståelse af Advaita Acarya.

En anden bog ved navn Sri Advaita Prakasa af Isana Nagara er en biografi over Advaita Acaryas liv. I det følgende bringes en oversættelse af bogens første kapitel, der fortæller om Advaita Acaryas undfangelse og fødsel som søn af Kuvera Pandita og Labhadevi.

Advaita Acaryas fødsel

sriladvaita gurum vande
harinadvaitam eva tam
prakasitam param brahma
yo ’vatirnah ksitau harih

”Jeg frembærer min dybeste respekt til min åndelige mester, Sri Advaita Prabhu, der er ikke-forskellig fra Herren Hari. Han fik Hari til at vise Sig i denne verden.”

antah krsnam bahir goram
krsna-caitanya samjnakam
premabdhim sac-cid-anandam
sarva-saktasrayam bhaje

”Jeg tilbeder Herren Sri Krishna Caitanya Mahaprabhu, der ud ad til er af en lys hudfarve, men indadtil er Krishna Selv. Han er et hav af kærlighed, i al evighed fuld af viden og lyksalighed og oprindelsen til alle energier.”

sri nityananda-ramam hi
dayalum prema-dipikam
gadadharam ca srivasam
vande radhesa sevinam

”Jeg frembærer min dybeste respekt til Sri Nityananda Rama, der er særdeles barmhjertig, og som kaster lys over kærlighed til Gud. Jeg frembærer min dybeste respekt til Gadadhara og Srivasa, der er engageret i tjenesten til Radharanis Herre.”

Al ære til Sri Caitanya! Al ære til Sitanatha! Al ære til Nityananda sammen med alle de hengivne!

Da den femhovede Siva så Kali-yuga fuld af frygtelige synder, tænkte han: ”Hvordan kan jeg udfri de levende væsener?” Efter en lang samtale med Yogamaya sluttede han, at ingen anden end Herren Hari kunne udfri de faldne sjæle. Sadasiva, hvis hjerte altid er glædesfyldt, gik til bredden af Årsagshavet. Den store yogi satte sig i meditation i 700 år , indtil Maha-Visnu, universets Herre, var tilfreds med hans voldsomme askeser og viste Sig for ham. Da den femhovede Siva så Herren Narayana, frembar han mange ubeskrivelige bønner. Maha-Visnu sagde, ”Du og Jeg er ikke forskellige bortset fra vores særskilte kroppe.”

Da Han sagde dette, omfavnede Han Siva, og deres to kroppe blev til én og samme. Hvem kan forstå Hans sind? Det var højst forunderligt, hvordan de blev til én form med rene gyldne lysende lemmer og sang, ”Krishna, Krishna!” Pludselig lød en mirakuløs stemme fra himlen: ”Lyt, Maha-Visnu! Først nedstiger Du i denne form i Labhas moderliv, og senere nedstiger Jeg i Nadia-distriktet i Saci og Jagannathas hjem. Balarama og andre hengivne vil også tage fødsel for at udfri de levende væsener.”

Da Maha-Visnu, der er ikke-forskellig fra Siva, hørte dette, trådte Han ind i moderlivet på Labha i Santipura. Labha var Kuvera Panditas nøjsomme, trofaste og religiøse hustru. Tidligere havde den velstående Kuvera Pandita med hengivenhed udøvet askeser og reciteret mantraer for at få Herren Siva som sin søn. Siva var tilfreds med hans askeser og indvilligede med ordene, ”Lad det blive så. Dit ønske vil blive opfyldt.” Det er grunden til, at Kuvera fødtes i denne verden. Han blev givet navnet Sriman Kuvera Acarya, og i kraft af sin viden og religiøsitet var han tilbedelsesværdig for alle. Jeg kan ikke beskrive alle hans gode kvaliteter. Folk priser ham som søn af Nrsimha.

Nrsimha var efterkommer af Aru Ojha og også kendt som Nadiyala. Han kunne huske alting, han hørte, og var berømt overalt i de tre verdener som velbevandret i skrifterne og kyndig i deres forklaringer. I kraft af Nrsimhas råd erobrede Sri Ganesa tronen i Gauda-desa ved at dræbe Badasaha. Klassen af kapa-brahmanaer, der boede i Lauda, opstod igennem hans datters ægteskab.

Kuvera Acarya var en inspiration for sin familie igennem sin rolle som kongens pandita. Efter sit giftermål fik han gradvist mange sønner, men da de alle døde, indså han noget. Han gik til den smukke Santipura ved bredden af Ganges og opholdt sig der med Labha et stykke tid. En dag lagde han mærke til symptomer på graviditet i Labhas form. Han tilbad derfor Herren Narayana med forskellige ting og tilfredsstillede brahmanaerne, de fattige og de blinde ved at bespise dem.

På det tidspunkt fik Kuvera et brev fra kongen, så han vendte hjem med sin hustru. Hans hjem lå i Nava-grama i distriktet Lauda, hvor Divyasimha regerede. Da han vendte tilbage til Nava-grama, gav indbyggerne ham en varm velkomst. Henrykt over at se Acaryaen efter så mange dage hilste kongen på ham og spurgte til hans velbefindende. Kongen sagde, ”Giv mig nogle gode nyheder. Hvorfor er du forsinket? Dit gode selskab er mig en kilde til glæde. Jeg anser mit kongedømme for tomt uden dig.”

Acaryaen svarede: ”Du er et hav af nåde. Du er altid venlig imod de fattige brahmanaer. Ganges’ bred er et fortryllende helligt sted. At bo der er lige så godt som at bo i Svarga. Jeg er vendt tilbage på grund af din ordre, ellers havde jeg intet ønske om at forlade det sted. Ved Herrens vilje er min hustru igen blevet gravid, for hvad end der er bestemt af skæbnen, kommer til at ske.”

Kongen sagde, ”Da hun er blevet gravid på et helligt sted, er jeg sikker på, at resultatet bliver godt. Glem din tidligere beklagelse. Bed til Herren, og Han vil velsigne dig med en vidunderlig søn.”

Således havde de mange diskussioner. På det tidspunkt ankom en brahmana-astrolog. Astrologen sagde, ”Lyt, Mahasaya. Utvivlsomt vil du få en guddommelig søn. Han vil leve et langt liv og være helt fortrolig med skrifternes religiøse regelsæt.  Jeg kan se, at Han vil prædike hengiven tjeneste vidt og bredt.”

Da astrologen havde sagt dette, forsvandt han. Senere søgte kongen efter ham, men han var ikke til at finde. Folk regnede dette for meget forbløffende og mente, at astrologen måtte have været en halvgud.

Acaryaen glædedes over astrologens forudsigelse. Han vendte hjem og forklarede alt til Labha, der svarede, ”Herrens herligheder er ubegrænsede. Helgenagtige personer siger, at enhver, der tilbeder Herren Visnu med hengivenhed, møder godt held overalt.”

Acaryaen sagde, ”Ja min kære, dette er den vediske konklusion. Ved at tilbede Visnu tilbedes alle halvguderne, al fuldkommenhed opnås, og man befries fra al illusion.”

Kuvera tilbad da med hengivenhed Herren Narayana i stor overdådighed med mange ting. Han gav visnu-prasada til brahmanaerne og tøj til de fattige, de blinde og ulykkelige.

Lyt nu til en forunderlig historie. Ved nattens slutning havde Labha Thakurani en drøm, hvori hun så Herren Harihara [den kombinerede form af Krishna og Siva, red.] vise Sig i hendes lotushjerte. Den fortryllende glans fra Hans krop oplyste alle retninger. Han sang Haris hellige navn melodisk og dansede med opstrakte arme. Tårer af kærlighed flød fra Hans øjne, Han sang Hare Krishna og mistede al ydre bevidsthed. Suryas søn, Yamaraja [dødens konge], hørte Hans sang og viste sig.

Yamaraja så, at Hariharas forenede forms fortræffelighed mindede om Hara-Gauri. Hans krops fortryllende glans overgik lyset fra millioner af sole. Hvem har evnen til at beskrive den skønhed? Imens Han sang Hare Krishna, rejste Hans hår sig og tårer flød uafladeligt fra Hans øjne som Ganges. Hans krop var oversvømmet af ekstatisk kærlighed, og bølgerne af den kærlighed spredtes mere og mere, når Han dansede. Da Suryas elskede søn så Hans transcendentale lune, frembar han sin fulde respekt og forskellige bønner.

Med foldede hænder sagde Yamaraja, ”O Herre, lyt. Denne Kali-yuga dækkes af uvidenhedens mørke. Det er afgjort vidunderligt, at Du inkarnerer i en sådan tidsalder. Ved at se Dig vil de syndige blive udfriet og min myndighed være slut. Forbliv derfor venligst umanifesteret og frels denne Din tjener fra fare.”

Da Herren hørte Yamarajas appel, smilede Han let og sagde, ”O Dharmaraja, du er i illusion. Tag det roligt. Forstår du ikke, hvor meget de syndige levende væsener lider? Lærde personer og hellige mennesker er bedrøvede over andres lidelser. Hvis en eller anden lider reaktionerne af sit karma, hvem har da kraften til at befri Ham? Det levende væsen dækkes af illusion og kender ikke sin egeninteresse. Han anser tåbeligt lidt betydningsløs sansenydelse for at være sin egeninteresse. Den, der er knyttet til materielt liv, bindes af sit frugtbærende arbejde, ligesom en syg person lider, når han spiser den forkerte slags føde. Specielt i Kali-yuga bliver det levende væsen lunefuldt og lider i det materielle livs flammende ild. Når Jeg ser deres uudholdelige lidelse, bliver Mit sind utålmodigt, og Jeg sværger en ed. Maha-mantraet modvirker karmaens trældom og sætter en i stand til at opnå ren Krishna-prema. Ved at lære syndige personer det transcendentale hellige navn vil Jeg give dem kraft og udfri dem. Derfor lader Jeg Mig føde nu. Senere vil helgener besynge Kali-yugas herligheder.

Jeg har et andet standhaftigt løfte. Jeg vil med sikkerhed få Herren Selv til at nedstige. Sri Caitanya Mahaprabhu vil nedstige sammen med alle Sine tilhængere og hele landet blive oversvømmet med ren Krishna-prema. Din myndighed vil ikke gå tabt ved dette, for bespottere og ateister vil aldrig blive udfriede.”

Da Yamaraja hørte dette, drog han tilbage til sin bolig. Labhadevi vågnede fra sin drøm og beskrev den fantastiske vision for sin mand, Kuvera Pandita, der blev forbløffet over at høre hendes historie.

Den kyske Labhadevi var gravid i ti måneder, hvorefter Advaita Acarya tog Sin fødsel på den lykkebringende syvende dag under den tiltagende måne i måneden magha (januar-februar). På denne lykkebringende dag tog alle kvinderne bad, gav velgørenhed, sang de hellige navne og lavede lykkebringende hulu-lyde. Skønt de hengivne ikke forstod grunden til deres lykke, kendte deres lyksalighed ingen grænser.

Efter en tid tilkaldte Kuvera en astrolog, der efter at have foretaget sine beregninger gav barnet navnet Kamalaksa. Fem år gammelt så barnet slående smukt ud. Han spiste intet andet end Krishna-prasadam. På en lykkebringende dag gav Kuvera barnet dets første undervisningstime, og i løbet af en måned mestrede Advaita Prabhu hele alfabetet.

I bøn ved Herren Caitanya og Sri Advaita Prabhus lotusfødder med et ønske om altid at få Deres nåde fortæller jeg, Isana Nagara, Sri Advaita Prakasa.