Ateistiske argumenter
Religion er for de svage
Af Lalitanatha Dasa

Sigmund Freud skrev om religion, at i stedet for at blive på børnehavestadiet bør mennesket frigøre sig selv fra religionens psykologiske krykke:

”Mennesket kan ikke forblive et barn for altid. Det må på et tidspunkt omsider vove sig ud i den fjendtlige verden…

…Tro på Gud Faderen er så åbenlyst barnligt, så fornuftsstridigt imod virkeligheden, at for en, der er venligt indstillet overfor menneskeheden, er det smertefuldt at tænke på, at det store flertal af dødelige aldrig vil være i stand til at hæve sig over dette syn på livet…

…Hvis man forsøger at finde en plads til religion i menneskets udvikling, virker det ikke så meget som en varig erhvervelse som en parallel til neurosen, det civiliserede menneske må gå igennem på sin vej fra barndom til modenhed…”

Det pudsige her er, at på trods af Freuds anklager imod religiøse mennesker for svaghed, var han selv så svag, at han ikke magtede at frigøre sig fra religion. Ja, på trods af alle hans bestræbelser på at glemme religiøse ideer forfulgte de ham i en sådan grad, at han til sidst måtte han indrømme sin uforståenhed overfor, at de sad så dybt i ham.

Det er således påfaldende, at selv om ateister anklager religiøse mennesker for svaghed, besidder de samme ateister ikke engang så megen styrke, at de kan undslippe tanken om Gud, men forfølges af den hele tiden. Så svage er de, at ikke deres egne tanker er de herrer over.

I det hele taget er det et rigtigt godt spørgsmål, at hvis Gud var så ligegyldig en ting, hvorfor drives ateister da ud i inderlige, lidenskabelige korstog imod Hans eksistens? Hvorfor bliver det dem så magtpåliggende at bekæmpe Gud, hvis Han er så ikke-eksisterende, som de siger?

Psykoanalytikeren Carl Jung var i modsætning til Sigmund Freud et dybt religiøst menneske. Han sagde således om Freud, at det var underligt, at han ikke kunne forstå, at den religiøse trang i mennesket er så dyb og så uadskillelig en del af dets væsen, at denne higen efter det åndelige kun kan forklares som menneskets dybeste instinkt, og at den i sig selv er et uomtvisteligt bevis på Guds eksistens.

Hvordan kunne Freud, der mere end nogen anden var begavet med en skarp evne til at iagttage sine egne psykologiske processer, være blind over for netop dette punkt, hvis det ikke var, fordi han bevidst ønskede at undertrykke det. Han ville ganske enkelt ikke have, at Gud eksisterede, selv om han ubevidst udmærket vidste, at Han gjorde det. Dette er enhver ateists situation.

Freud er således et ærketypisk eksempel på, at ikke alene er en ateist ikke stærk nok til at ændre på virkeligheden om Guds eksistens, men han er tilmed så svag, at han ikke kan frigøre sig fra indflydelsen af Gud, ikke engang i sin egen psyke.