Massernes opium
Ved Lalitanatha Dasa

Det var Karl Marx, der blev berømt for at kalde religion for ’massernes opium’, en opfattelse, der fortsat er ganske udbredt blandt ateister. Religion er ifølge Marx et narkotika, en virkelighedsflugt, en rus, der udbredes af magthaverne for at holde masserne undertrykte i en sløv og apatisk tilstand.

Det havde Marx måske ret i, men på den anden side er der tilsyneladende et proportionalt forhold imellem graden af ateisme og forbruget af rusmidler. Et land som Danmark, hvor ateisme er et meget dominerende livssyn, selv i sammenligning med andre moderne velhavende nationer, har et rekordhøjt forbrug af mange forskellige former for rusmidler som alkohol, narkotika osv. Eksempelvis dør nu 1 ud 20 danskere direkte som følge af alkoholindtagelse, og 10% procent af befolkningen er alkoholikere i kritisk grad. Befolkningens alkoholforbrug er næsten tredoblet på 30 år. Alle befolkningsgrupper har del i dette, men specielt de helt unge drikker alkohol mere og tidligere som aldrig før.

Anvendelsen af alle andre rusmidler stiger også. Væksten i forbruget af den ’lovlige’ narkotika, som medicinalindustrien lukrerer på, er eksplosiv. Andre ting, der normalt ikke regnes for rusmidler, vokser også voldsomt. Fjernsyn kan kaldes for et narkotika, der indtages igennem øjnene, og underholdningsindustrien generelt, der leverer rus i form af forskellige adspredelser, bliver da også større og større. Sportsfanatisme og hasardspil i form af lotterier, aktiespekulationer og kasinoer kan have samme virkninger på sindet, som gængse rusmidler har det, og dem bliver der også  flere og flere af.

Når det kommer til stykket, har Karl Marx nok alligevel ret. Der er intet ’opium’, ingen højere tilfredsstillelse, at hente i ateisme, og derfor flygter dens tilhængere (eller ofre) i større og større omfang til rusmidlernes kunstige og illusoriske tilfredsstillelse. Derimod er religion den ægte vare, det ægte opium, der kan give os den virkelige lykke og tilfredsstillelse, som får alle den materielle verdens kunstige lykkekilder til at blegne ved sammenligning. Kærlighed til Gud i et aktivt tjenende forhold eller blot bestræbelsen på at udvikle dette forhold er ifølge Srimad-Bhagavatam det eneste, der fuldt ud kan tilfredsstille selvet. Caitanya Mahaprabhu sagde, at dette er den virkelige lykke, vi altid længes efter. Men i modsætning til Marx’ opfattelse gør denne lykke mennesker så stærke, at de med lethed både kan gøre sig selv frie fra al udnyttelse fra den materielle verdens magthavere og også udstyre andre mennesker med den samme styrke og frihed.