|
Ateistiske
argumenter 1
Kan Gud skabe en sten?
Af Jens Madsen
Nedenstående er et gammelkendt ateistisk argument. Jeg har
fundet netop denne udgave i teksten ’Ateisme’, der er skrevet af Henrik
Nielsen.
”En anden måde at argumentere mod Guds eksistens er,
at omnipotens fører til paradoks. "The big rock"-argumentet, f.eks.
Kan Gud skabe en sten så stor at Han ikke selv kan løfte den? Kan Han bygge en
mur selv Han ikke kan rive ned?”
Det, Henrik Nielsen her skriver, er, at Gud er underlagt
kontradiktionsprincippet, ifølge hvilket man ikke både kan benægte og bekræfte
noget om den samme ting. Eller sagt med andre ord: At et væsen ikke under de
samme omstændigheder på ét og samme tidspunkt både kan have og ikke have den
samme egenskab.
Men når vi siger, at en person besidder egenskaben almægtighed, betyder dette
netop, at denne person er hævet over logikkens love. Faktum er altså, at den
logiske følge af Guds almægtighed netop er, at Han kan alt inklusive at ophæve
og bryde alle logikkens regler, som Han i øvrigt selv har skabt. Han er altså
hævet over kontradiktionsprincippet.
At sige, at Gud ikke kan være almægtig, fordi almægtighed fører til
selvmodsigelse, er dermed det samme som at sige, at Guds natur, hvis Gud er til,
er selvmodsigende. Men eftersom Gud per definition kendetegnes ved at være hævet
over logikkens love og er absolut, eksisterer alle modsigelser i perfekt harmoni
i Ham. I den vediske litteratur nævnes det, at Gud besidder en energi, der
kaldes virodha-bhanjika-sakti, hvilket betyder ’ophæver alle modsætninger’.
Gud kan f.eks. både besidde
personlighed og ikke besidde personlighed på samme tid, være den mindste og
den største på samme tid, lave en sten, Han både kan og ikke kan løfte på
samme tid, og bygge en mur, Han både kan og ikke kan rive ned på samme tid.
Det korte af det lange er, at når ateisten derfor hævder ovenstående, siger
han: ”Et væsen, der er hævet over logikkens love, kan ikke eksistere, fordi
det er logisk selvmodsigende.” Dette er tydeligvis et tåbeligt udsagn.
__________________________________________________________________________________________
Hvis nogle af jer læsere ligger inde med interessante
ateistiske argumenter, vil jeg meget gerne besvare dem her i bladet. Send dem
til jensm@tdcadsl.dk.
Det vil være en stor tjeneste, da de kan bruges både til at styrke de hengivne og
modbevise ateismen, hvilket Prabhupada befalede os at gøre.
|