Ateistiske argumenter
Gud – en mental krykke?
Af Ajita Krishna Dasa

Et populært argument blandt mange ateister er, at teister tror på Gud på grund af psykologiske årsager. F.eks. sagde psykoanalytikeren Sigmund Freud, at troen på Gud er illusion og ønsketænkning, der opstår af menneskets svaghed i en hård tilværelse. Gud bruges som en mental krykke, der skal være den perfekte faderskikkelse, fordi den svage religiøse person har et ubevidst, infantilt ønske om beskyttelse. Gud skal forklare det uforklarlige, trøste, når man ikke er i stand til at se livets realiteter i øjnene, høre ens bønner og dulme ens dårlige samvittighed, når man har begået, hvad man tror er syndigt. Gud bruges som undskyldning eller forklaring på lidelse og onde gerninger (”Det er Guds vilje!”). Ifølge mange religionskritikere er det modne og rationelle menneske, som er nået længere fremad på evolutionsstigen, hævet over religionens illusoriske fatamorgana. Religionskritikkens opgave er derfor at lede den psykologiske energi, som rettes mod en imaginær Gud og himmel, tilbage til jorden.

Ateismen - en mental krykke?
Først og fremmest skal ateister gøres opmærksom på, at det psykologiske argument imod Guds eksistens er et tveægget sværd, eftersom teister lige så let kan argumentere, at ateisme er forårsaget af psykologiske behov hos dem, der ikke kan tåle at se i øjnene, at Gud findes. Her er en liste over en række af de psykologiske mekanismer, der kan tænkes at få ateister til at fortrænge Guds eksistens:

1. Hvis Gud ikke findes, er alt tilladt. Der er ingen absolut moral, men moral dannes på baggrund af, hvad den enkelte mener. Ateisten kan derfor retfærdiggøre udførelsen af modbydelige gerninger med sætninger som: ”Det kan da godt være, andre synes, mine handlinger er moralsk forkerte, men moral er relativt, så det er bare DERES mening. Jeg kan gøre, hvad jeg vil!” Ateisme åbner således mulighed for at ignorere samvittighedens diktat og leve i ren selvtilfredsstillelse. Man kan altså sagtens forestille sig, at ateisme er en psykologisk opfindelse, der har til formål at eliminere enhver moralsk forpligtigelse. Gud fremstår som en trussel mod ateistens egocentriske natur, og følgelig ønsker ateisten at benægte Hans eksistens. Ideen om, at man en dag skal fremlægge et etisk regnskab overfor en alvidende, almægtig Gud kan tænkes at fremkalde en så voldsom psykologisk belastning, at ateisten derfor fortrænger Guds eksistens, fordi han eller hun ikke ønsker, at Gud skal eksistere.
    

2. Hvis Gud ikke er til, og naturalismen er sand, findes der intet i eksistensen, som i princippet ikke kan underkastes menneskets kontrol. Når ateisterne forestiller sig en sådan naturalistisk virkelighed, forestiller de sig et univers, hvor alt, hvad der eksisterer, i princippet enten nu eller senere vil være under menneskets kontrol.
    

3. Hvis mennesket kun er en kombination af kemikalier, kan ingen siges at være mere autoritet end andre. Alle er lige meget eller lidt værd. Ateisten kan i et sådant verdensbillede roligt fortælle sig, at ingen er en autoritet i forhold til ham, og at ingen derfor har ret til at fortælle ham, hvad han skal gøre og mene. Eksistensen af Gud er selvfølgelig en stor trussel mod ateistens psykologiske aversion mod autoriteter, og følgelig vil ateisten gøre alt for at fantasere sig frem til et verdensbillede, der eliminerer Guds eksistens.

Konklusionen er, at ateismen tilvejebringer et verdensbillede, der åbner muligheden for, at man hver aften kan fortælle sig følgende som godnathistorie:

”Jeg skal ikke stå til regnskab for mine gerninger.” ”Intet er moralsk rigtigt eller forkert, så jeg kan gøre, hvad jeg vil.” ”Der findes intet, som ikke, i hvert fald teoretisk, kan underlægges, manipuleres og kontrolleres af mig.” ”Der er ingen autoriteter i forhold til mig. Ingen er højere og mere betydningsfuld end jeg.”

På den måde bliver ateisten til guden i sit eget univers. Man må medgive, at dette er en fristende fantasi, ikke sandt? Men hvis ovenstående er sandt, er det let at se, hvilke dybtgående psykologiske og følelsesmæssige problemer ateister lider under.
 

Behovet for Gud - et bevis for Guds eksistens?
Religionskritikerne har heller ingen metoder til at bevise, at Gud kun er et psykologisk fænomen, der er forårsaget af menneskets svaghed. Det er ren spekulation. Og faktisk er det et rigtigt dårligt argument. Hvis vi forestiller os en antropolog, der kommer fra en verden, hvor tanken om Gud og religion slet ikke findes, til jorden for at studere mennesket, ville han eller hun hurtigt konstatere, at mennesket er udstyret med et kraftigt religiøst behov og en higen efter det guddommelige.

Antropologen ville også konstatere andre behov hos mennesket, f.eks. behovene for vand, mad eller venner. Det ville dog være vanvittigt af antropologen at argumentere, at mennesker bilder sig ind, at der findes vand, fordi de er tørstige, eller mad, fordi de er sultne. Lige så lidt ulogisk ville det være at konkludere, at mennesket bilder sig ind, at der findes venner og familie, fordi det føler et behov for positive sociale relationer.

Alle vore behov, hvad enten de er fysiologiske eller sociale, ser således uden undtagelse ud til at være i os for at gøre os opmærksomme på, at der ude i den virkelige verden findes nogle virkelige ting, som vi har brug for. Når vi på samme måde føler et behov for Gud, er det derfor nærliggende at slutte, at dette signal er i os for at gøre os opmærksomme på, at der findes en virkelig ting derude, Gud, som vi har brug.

Videnskaben beviser, at religiøse mennesker er psykisk stærkere end ikke-religiøse
Kort sagt kan ateister ikke bevise, at vi blot har fantaseret os til en Gud, fordi vi føler et behov for Ham. Ydermere viser samfundsvidenskabelige studier faktisk, at religiøse mennesker er psykologisk stærkere og klarer sig bedre end andre. For eksempel kan det påvises, at religion medfører mange sociale fordele. Et konkret eksempel kommer fra en konference på Harvard Universitet. Undersøgelsen, der blev foretaget af respekterede, ikke-religiøse forskere, beskæftigede sig med unge beboere i slumkvarterer i større byer i USA for at afdække forskellen imellem de unge, som forstod at bryde ud af det dårlige sociale miljø, få sig en uddannelse og et godt liv, og de unge, som ikke forstod dette. Undersøgelsen konkluderede, at religion var den eneste direkte påviselige faktor, der tydeligt kunne siges at være årsag til, at disse unge kunne bryde med det dårlige sociale miljø. [Kilde: Hridayananda Dasa Goswami, foredrag den 25.03.01, Arizona, Superset 2001. Se også http://www.gopala.com/hmm/]

Dette viser tydeligt, at ateisters teori om, at religiøse mennesker er svage mennesker, ikke har hold i hverken logik eller empiriske fakta. Tværtimod viser det sig, at religiøse mennesker er stærke mennesker, og at ateisme ikke kan hamle op med religion på dette område.