Ateisme og moralens forfald
Af Ajit-krishna Dasa

 I forrige nummer (19.2003) af Nyt fra Hare Krishna afviste vi den ateistiske påstand om, at man godt kan have en rationelt begrundet moralfilosofi uden henvisning til det objektivt givne. Vi påviste også, at vores erfaring og fornuft fortæller os, at meningsfuld moral nødvendigvis må være begrundet i en absolut autoritet, Gud. Endvidere så vi, at enhver filosofi, der ikke stemmer overens med den objektive, ydre, bevidsthedsuafhængige virkelighed er en falsk filosofi, og at påstanden om, at man godt kan have en rationelt begrundet moralfilosofi, der ikke stemmer overens med den objektive, ydre, bevidsthedsuafhængige virkelighed, derfor må være falsk. Det kan bestemt ikke siges at være rationelt at leve efter en falsk filosofi, og følgelig må vi konkludere, at ateisterne ikke rationelt kan forsvare efterlevelsen af en moralfilosofi, som ikke stemmer overens med den objektive, ydre, bevidsthedsuafhængige virkelighed. Helt galt går det for ateisterne, når de oven i købet selv påstår at vide, at deres moralfilosofi ikke stemmer overens med den objektive virkelighed, da de så lever efter en filosofi, som de selv ved er falsk.

Derfor er konklusionen, at den logiske følge af ateismen er, at vi lever i et amoralsk univers, hvor enhver tanke om moralske værdier, pligter, ansvar og love kun har sit eksistensgrundlag i menneskers fantasi og ønsketænkning, og

hvor enhver moralsk filosofi derfor per definition er falsk. Mange store tænkere i verdenshistorien har bekræftet denne konklusion. F.eks. erkendte Nietzsche, at uden Guds eksistens ender vi i nihilisme, som er en benægtelse af eksistensen af objektive moralske principper.

Ateismens sociale og samfundsmæssige implikationer

Set fra en psykologisk synsvinkel er det let at forestille sig, at tanken om, at der ingen objektive moralske principper eksisterer, og at intet derfor er rigtigt eller forkert, må være temmelig demoraliserende, da vi så nødvendigvis må mene, at alle moralske valg ultimativt set er betydningsløse. Når vi taler om, at noget er moralsk demoraliserende, taler vi om en ødelæggelse af et menneskes moralske motivation. Vi ved alle, hvor svært det er at gøre det rigtige, når dette betyder, at man skal ofre sin egen selvinteresse, og hvor svært det er at modstå fristelse, når ens begær er stærkt. Troen på, at det ultimativt set er ligegyldigt, hvad man vælger eller gør, kan derfor let underminere de flestes moralske styrke og moralske liv. Med den moralske relativismes indtog i verden kan vi allerede nu observere, at det går i denne retning. Og som vi nu skal se, har nogle mennesker allerede omfavnet ateismens logiske konsekvens og forsøger at efterleve denne.

Satanisme – en naturlig følge af ateisme

Satanister er gode eksempler på mennesker, der er blevet ofre for den naturlige følge af ateismen. Der findes uden tvivl forskellige satanistiske filosofier, men her vil vi fokusere på én af de mest indflydelsesrige – nemlig den der

kommer til udtryk i Church of Satan. Vi vil tage udgangspunkt i en analyse, som Daniel Johansen har lavet af Church of Satan, og som kan findes på www.jdl.dk. Ifølge ham betragter Church of Satan hverken Gud eller Satan som levende entiteter. F.eks. skriver de på deres tidligere danske hjemmeside: ”…Ateister og satanister forsager ikke Gud velvidende, at Han ikke er der. De tror simpelthen ikke på, at der er en sådan Gud.” Og hvad angår Satan, skriver Daniel Johansen ”Deres anvendelse af navnet ’satanister’ skal ses som et udtryk for, at de bekender sig til en stor del af de ting, som den i Bibelen beskrevne Satan står for – men heller ikke ham tror man som sagt på som et personligt eksisterende væsen.”

 Satanister tager derfor i modsætning til de fleste ateister den logiske konsekvens af dette syn på verden. Daniel Johansen skriver: ”…eftersom Church of Satans filosofi bygger på den antagelse, at ingen sådan Gud er til, og at

mennesket derimod er opstået tilfældigt uden nogen højere magts hensigt, mener man dermed, at der ikke findes nogen absolut standard for godt og ondt, rigtigt og forkert.”  Og eftersom der ingen standard er for moralske principper, mener satanister, ”… at mennesket bør forsøge selv at få mest mulig fornøjelse ud af tilværelsen her og nu.” Daniel Johansen skriver endvidere:  ”I første omgang opfordres mennesket til ikke at genere andre mennesker unødigt, eftersom man i så fald kan regne med at få tilbage med samme mønt, og dette har satanisten som regel ikke interesse i. Man bør her bemærke, at argumentet IKKE ligger i, at det andet menneske er noget værd og derfor fortjener en god medmenneskelig behandling, men at man derved selv undgår uønskede problemer. Indenfor den satanistiske filosofi kan det således umiddelbart lyde som om, at satanisten mener at have et ansvar overfor andre menneskers ve og vel i og med, at man opfordres til en generelt ordentlig opførsel overfor andre mennesker, men det drejer sig sådan set kun om et ansvar for sig selv, da det for selvets eget bedste ofte ikke betaler sig at genere andre.”

I modsætning til de fleste andre ateister er satanister i det mindste ærlige. De har erkendt den logiske følge af en ateistisk verden, og de lever efter denne. De forsøger ikke at skjule, at følgen af ateismen er, at alle kan gøre hvad de vil, såfremt de kan slippe af sted med det, eller at ingen har nogen fornuftig grund til at ofre deres selvinteresse til fordel for andre. De fleste ateister prøver at skjule, at ateismen er arnested for det, som de fleste religioner beskriver som syndigt, nemlig selvisk begær, vrede, grådighed, misundelse og had overfor andre levende væsner.

I en ateistisk verden vil der ikke være grund til at opretholde fundamentale menneskerettigheder, og man vil være fri til f.eks. at undertrykke religiøse og etniske mindretal. Krig og dermed destruktion af infrastruktur og økonomi, hvilket vil resultere i dårlig uddannelse, fattigdom og hungersnød, vil derefter være en naturlig følge. I en ateistisk verden vil der heller ingen rationel grund være til at stoppe forurening af luft og vand, fældning af regnskov og udryddelse af truede dyrearter. Vi lever jo alligevel kun én gang, og efter døden skal vi ikke stå til regnskab overfor nogen, så vi kan lige så godt få den optimale nydelse ud af det, mens vi er her. Hvorfor skulle vi bryde os om, at senere generationer vil lide pga. vores gerninger? Vi ser altså, hvordan ateismen bidrager til en verden af ufattelig lidelse og ødelæggelse – både for mennesker og dyr.