Ateisme og moral endnu engang, del 1
Af Ajit-krishna Dasa

Jeg har tidligere bragt artikler om dette emne i Nyt fra Hare Krishna. Jeg tager det op igen, for spørgsmålet om, hvorvidt ateismen kan begrunde en moralsk filosofi, er vel nok ateismens svageste punkt, og dens popularitet afhænger i høj grad af, at dette rent faktisk kan lade sig gøre. Derfor forsøger ateister igen og igen at forsvare påstanden om, at ateisme og moral hænger rationelt sammen. Her er et typisk eksempel.

Ateist: ”Jeg mener godt, at man rationelt kan retfærdiggøre moral og etik. At den så ikke er objektiv, er noget helt andet. Fordi man ikke kan fastslå, om noget er absolut godt eller ondt set ud fra et objektivt synspunkt, giver det stadig mening at tale om moral og etik. Moral og etik handler i høj grad om at følge nogle retningslinier, som er til samfundets bedste. Og selv om der ikke er nogen endegyldig sandhed, kan samfundet jo godt vurdere, hvordan man skal opføre sig for, at samfundet fungerer på en tilfredsstillende måde. Et flertal i befolkningen vil efter al sandsynlighed kunne blive enige om noget, der er rimeligt fornuftigt, og som kan få et samfund til at fungere, og hvis man handler imod samfundets love, hvilket kan være til skade for samfundet som sådan, kan man blive straffet. Når vi nu ikke har et moralbegreb, der et absolut, ultimativt og endegyldigt, hvorfor skulle man så ikke handle ud fra det bedste, vi har?
 

Lad os først analysere dette argument logisk. Umiddelbart er det måske svært at få øje på, men vores ateists argument er selvgendrivende. Først siger han, at moral og etik ikke er absolutte set fra et objektivt synspunkt, og derefter siger han, at moral og etik i høj grad handler om ”at følge nogle retningslinier, som er til samfundets bedste” og ”…selv om der ikke er nogen endegyldig sandhed, kan samfundet jo godt vurdere, hvordan man skal opføre sig for, at samfundet fungerer på en tilfredsstillende måde” og ”Når vi nu ikke har et moralbegreb, der er absolut, ultimativt og endegyldigt, hvorfor skulle man så ikke handle ud fra det bedste, vi har?”

Problemet er, at vores ateist først siger, at der ingen absolutte moralske værdier er, for derefter at sige, at noget ”er til samfundets bedste”, er ”tilfredsstillende” for samfundet og er ”det bedste, vi har”. Men hvis der ikke findes nogle absolutte moralske værdier, kan man jo ikke konkludere, at noget er ”det bedste”, og at noget er ”tilfredsstillende”  på den absolutte måde, som vores ateist gør. Måske mener vores ateist, at noget er ”det bedste” og mest ”tilfredsstillende”, f.eks. at alle er søde og rare ved hinanden, mens en psykopat mener, det bedste vil være, om alle får lov til at myrde og voldtage, som de lyster. Hvis intet er absolut moralsk rigtigt eller forkert, kan ingen af disse to meninger siges at være mere eller mindre rigtig end den anden. De er begge lige falske, da intet er rigtigt eller forkert. Vores ateist modsiger altså sig selv, når han først erklærer, at ingen moralske værdier kan siges at være absolut rigtige eller forkerte, samtidigt med, at han erklærer, at noget moralsk set er det ”bedste”, det mest ” tilfredsstillende”, ”fornuftige”  eller ”skadelige”.  På den måde forudsætter dette argument, der bygger på, at moral er relativ, faktisk, at moral er absolut. På den måde fejler dette argument logisk. Det er ikke gyldigt.

Mange ateister mener dog stadig, at selv om ”…man ikke kan fastslå, om noget er absolut godt eller ondt set ud fra et objektivt synspunkt, giver det stadig mening at tale om moral og etik.” I denne tekst vil jeg vise, hvorfor det ikke kan være således.

Jeg vil gerne forsvare følgende to påstande 

-          Hvis ateismen er sand, er det ikke muligt at sikre et grundlag for absolut moral.

-          Hvis teismen er sand, er grundlaget for en absolut moral sikret.

Når jeg bruger vendingen ’absolut moral’, betyder det ’en universel moral, der gælder, uanset hvad nogle mener om den, uanset om nogle ved, at den er der, og uanset om de kan bryde den eller ej’.
 

Hvis ateismen er sand, er det ikke muligt at sikre et grundlag for absolut moral

De fleste ateister vil måske sige, at de slet ikke bekymrer sig om, hvorvidt det er muligt at sikre et sådant absolut grundlag for moral, da de finder det fuldt ud tilstrækkeligt med et relativt, subjektivt fundament. Derfor vil jeg nu argumentere for, at et sådant relativt, subjektivt fundament for moral er irrationelt, da det ikke stemmer overens med, hvad vi ved om den verden, der eksisterer uafhængigt af vores ønsketænkning og fantasi..  
 

Meningsfuld moral må hvile på et absolut grundlag

Hvis moral udelukkende er menneskeskabt og dermed relativ, følger det, at alle gerninger objektivt set er på samme niveau. Ingen adfærd kan siges at være mere eller mindre moralsk værdifuld end nogen anden adfærd. Og hvis ingen adfærd er mere eller mindre moralsk værdifuld end nogen anden adfærd, vil enhver menneskeskabt moral følgelig ikke stemme overens med den bevidsthedsuafhængige virkelighed, men udelukkende være et produkt af menneskets ønsketænkning og fantasi. Den vil være falsk. Meningsfuld moral, altså moral, der stemmer overens med virkeligheden i modsætning til ens ønsketænkning og fantasi, forudsætter altså, at visse former for adfærd objektivt set er mere eller mindre moralsk rigtige eller forkerte end andre typer adfærd. For at moral skal give rationel mening, må den altså ikke være relativ, men må hvile på et sandt og absolut grundlag.

Et absolut grundlag for moral forudsætter en absolut autoritet

Vi ser aldrig moralske værdier, pligter og love uden, at disse er fastlagt af en magtfuld autoritet. Moral forudsætter altid en autoritet, og en autoritet er altid en person. Ovenover så vi, at en moral skal være absolut for at give rationel mening, og nu ser vi, at den også forudsætter en autoritet. Da relative autoriteter naturligvis ikke kan fastsætte absolutte moralske værdier, pligter og love, må der forudsættes en absolut autoritet, Gud, hvis en moral skal give rationel mening.

Hvis teismen er sand, er grundlaget for en absolut moral sikret

Ifølge teismen har Gud skabt moralsk rigtigt og forkert. F.eks. er ”mord på uskyldige levende væsner udført for sjov” moralsk forkert lige meget, om nogle mener, det er rigtigt, om nogle ikke ved, om det er forkert eller ej, eller om det er muligt at bryde denne moralske lov. Denne form for objektiv og absolut moral er rodfæstet i Gud. Det er selve Guds egen natur, der supplerer den absolutte standard, mod hvilken alle gerninger og beslutninger måles. Gud er det absolutte referencepunkt for moral, da Han er absolut god og har alle gode kvaliteter.

Guds natur åbenbares bl.a. til os i form af guddommelige krav og ordrer, der konstituerer vores moralske pligter og opgaver

I en teistisk verden holder Gud endvidere enhver moralsk ansvarlig for hans gerninger ved hjælp af karma-loven, der siger, at hvad end man påfører andre af lidelse eller glæde, får man tilbage igen i samme mål. Derfor har de moralske valg, vi tager i dette liv, en evig betydning, og derfor kan teister konsekvent foretage moralske valg, selv når disse er i direkte modstrid med deres egen selvinteresse. De kan sågar udføre ekstreme selvopofrende gerninger velvidende, at disse ikke er tomme og meningsløse, som de vil være i en ateistisk verden.

Så alle disse ting – moralske værdier, moralske pligter og moralsk regnskab – er sikret, hvis Gud eksisterer, og ingen af dem er sikrede, hvis Gud ikke eksisterer. (Fortsættes i næste nummer)