Den ordrette ærlighed

 For mange år siden havde vi her i Danmark en gøgler og komiker, der kaldte sig Professor Lapri. Han var Professor Tribinis læremester, hvis nogle husker ham.

 Engang stod han udenfor sit gøglertelt under en landsbyfest og råbte med sin pibende stemme, ”Kom, kom, alle sammen. For 10 øre skal jeg vise Dem noget, De aldrig har set før!”

 Mennesker strømmede til. Når teltet var fyldt, og folk sad bænket i rækker, kom Professor Lapri indenfor. I teltet stod der en stor tavle. Professor Lapri tog et stykke kridt frem og slog en streg på tavlen.

 ”Se, den har De aldrig set før!” sagde han. Derefter ville han tilføje, ”Må jeg bede Dem ikke sige noget om dette til de andre, for de skal også have lov til at betale 10 øre.”

 [Hørt af Lalitanatha Dasa for mange år siden. Ærlighed er mere end blot at være ordret ærlig og snyde folk på den måde.]