Sådan prædiker man 

Mand nr. et til mand nr. to: ”Min gode mand, din lærdom er som Sarasvati, lærdommens gudinde. Din visdom er uden grænser ligesom Vyasadevas, og dine gode kvaliteter er som halvgudernes.” 

”Denne mand er virkelig min velønsker,” tænker mand nr. to. Højt siger han, ”Tal videre, min kære ven, hvis du da har mere på hjerte.” 

Mand nr. et fortsætter: ”Dine bedrifter er som Arjunas, og din ærlighed er som Kong Yudhistiras. I velgørenhed er du som Kong Sibi, og i mod er du som en løve.” 

”Hvad mere kan du fortælle mig, for jeg har da aldrig før mødt et menneske, som er mig så venligt indstillet,” indskyder mand nr. to. 

”I retfærdighed er du som Rama, i skønhed er du som en prins, og kun træerne kan måle sig i tålmodighed med dig.” 

Mand nr. to er på grådens rand. ”Ingen har nogensinde glædet min sjæl som dig, min ven. Jeg føler, at jeg må gøre noget til gengæld. Sig mig, hvad jeg kan gøre for dig, og jeg skal gøre det, hvis det er mig muligt.” 

”Der er kun én ting, jeg vil bede dig om. Glem alt det pjat og vrøvl, du har lært. Hold op med at tro, at du er noget. Opgiv alle dine meningsløse aktiviteter og spild ikke dit liv længere. Tag imod Caitanya Mahaprabhus barmhjertighed, syng Krishnas hellige navn og gør dit liv vellykket.” 

[Frit fra Prabhodananda Sarasvatis instruktioner for, hvordan man prædiker Caitanya Mahaprabhus budskab.]