Mine elskede sten

Der var engang en fattig mand, der boede i et goldt og ufrugtbart land. Landets eneste rigdom var sten, som der til gengæld var masser af. Den fattige mands store interesse var at samle sten og bære disse sten fra det ene sted til det andet. Hvor end han gik, bar han på en sæk med sine skattede sten.

En dag kom han til en flod, og på den anden side af floden lå et andet land, et meget frugtbart land. Der var alting frodigt og grønt, alle slags frugter voksede i overflod, og dets mennesker dansede og sang dagen lang.

Åh, hvor ville den fattige mand dog gerne over på den anden side af floden og tage del i landets sorgløse liv. Og ingen hindrede ham i det. Ja, landets indbyggere råbte over til ham, „Kom herover til os og nyd livet i stedet for at slæbe på disse sten hele dagen."

Den fattige mand begav sig med det samme ud i floden og begyndte at svømme over. Men ak, han var for tung til at svømme. Stenene i hans sæk trak ham ned under vandet.

„Du er nødt til at lade stenene blive tilbage," råbte det frugtbare lands mennesker til ham.

„Hvordan kan jeg det?" tænkte manden imidlertid. „Det er alle mine bedste sten, mit livsværk, mine kostbareste ejendele, MINE sten." Igen og igen forsøgte han at svømme over med sine sten, men hver gang sank han til bunds.

Til sidst sagde han til sig selv, „Mine elskede sten, intet kan få mig til at opgive dem." Han vendte ryggen til det frodige land og slæbte videre med sine sten over sin krumbøjede, trætte ryg.

[Historie af ukendt oprindelse]