|
|
|
|
|
Aben og
Krokodillen En
abe og en krokodille blev engang gode venner. Hver dag mødtes de på
bredden af en flod og
talte, mens de spiste frugter fra det træ, aben boede i. Da krokodillen
tog nogle af frugterne med hjem til sin kone, sagde hun: ”Hvis aben
hver dag spiser sådanne dejlige frugter, må hans hjerte smage endnu
mere bedre. Få ham herhjem, så jeg kan spise hans hjerte.” Da
krokodillen og aben igen mødtes, sagde krokodillen: ”Min kone er meget
ivrig efter at møde dig. Kom med. Sæt dig op på min ryg, så tager
jeg dig med hjem.” Da
de var midt ude på floden, blev aben nervøs og spurgte: ”Har du rent
mel i posen. Hvad har du egentlig i tankerne.” Krokodillen
vidste, at aben ingen mulighed havde for at undslippe midt ude på
floden og svarede derfor: ”I virkeligheden har min kone tænkt sig at
spise dit hjerte. Bed din sidste bøn.” Aben
bevarede hovedet koldt og sagde: "Hvorfor sagde du ikke det fra
begyndelsen. Jeg har glemt at få mit hjerte med. Det ligger stadigvæk
i træet, hvor jeg bor. Tag mig tilbage, så jeg kan hente det.”
Krokodillen indvilligede, men så snart de nåede tilbage til abens træ,
sprang han op i træet, hvorfra han sagde: ”Dit fjols, tror du
virkelig, der er nogle, der glemmer deres hjerte. Jeg bliver her, hvor
jeg er.” (Morale: Giv ikke dit hjerte til hvem som helst.) |
