|
|
|
Da Indra var
et svin Engang forbandede den store vismand Brhaspati himmelens
konge Indra til at være et svin her på jorden. Så meget blev Indra dækket
over, at han glemte alt om sin ophøjede identitet. Han boede i en svinesti og
havde en fed so til kone og en masse griseunger. En dag syntes Brahma, at nu kunne det være nok. Himmelen
var ikke den samme uden Indra til at lede den. Så Brahma kom ned til Indra og
sagde til ham, ”Indra, nu må du godt komme tilbage som himmelens konge.” Indra kiggede forundret på Brahma. ”Tilbage til hvad?
Men jeg er meget lykkelig her. Jeg har en stor svinesti og masser af foder hver
dag. Og jeg har et stort ansvar for min kone og mine børn. Hvordan kan jeg
forlade dem?” Brahma var forbløffet, men han måtte have Indra med
tilbage. Derfor inspirerede han svinenes ejer til først at slå Indras hustru,
den fede so, ihjel og derefter alle griseungerne. Først da vågnede Indra op af sin drøm og indvilligede i
at forlade sin snavsede svinesti og komme med tilbage til den himmelske verden. (Srila Prabhupada fortalte denne historie flere gange for at illustrere, hvor stærk maya, Krishnas illusoriske energi, er. Under mayas fortryllelse tror vi alle, at vi er lykkelige, selv om vi lever under de mest afskyelige og forfærdelige forhold.) |