Det er Guds barmhjertighed

Der var engang en konge, der havde en meget klog minister. Ministeren svarede altid, uanset hvad der skete, ”Det er Guds barmhjertighed.”

Engang var kongen og ministeren sammen på jagt i skoven, og kongen var så uheldig at komme ud for en ulykke og mistede en finger. Ministeren sagde med det samme, ”Det er Guds barmhjertighed.” I dette øjeblik var kongen imidlertid ikke i humør til filosofiske overvejelser. Han blev vred, og da de kom hjem til slottet, smed han ministeren i fængsel. ”Det er Guds barmhjertighed,” var ministerens reaktion.

En tid senere var kongen igen på jagt. Endnu engang var uheldet ude. Han blev taget til fange af en flok røvere, der ville ofre ham til gudinden Kali. Kongen blev badet og gjort klar til at blive ofret, men lige inden røverne skulle til at hugge hovedet af ham, undersøgte den såkaldte præst ham for at se, om han var uden fejl. Røverpræsten fandt ud af, at kongen manglede en finger, og derfor kunne han ikke ofres. Han blev i stedet sluppet fri.

Da kongen kom hjem, løb han ind til ministeren, omfavnede ham og sagde, ”Du havde ret, det var Guds barmhjertighed, at jeg mistede en finger.” Ministeren sagde, at det var det selvfølgeligt, for alt, der sker, er Guds barmhjertighed.

”Men,” sagde kongen, ”hvordan var det så Guds barmhjertighed, at du uretfærdigt blev fængslet?”

”Det var helt sikkert Guds barmhjertighed,” sagde ministeren, ”for hvis jeg ikke var blevet fængslet, havde jeg ledsaget dig på jagten, og så havde røverne ofret mig i stedet for dig.”

[På opfordring, selv om historien tidligere har været bragt i bladet]