De ritualistiske brahmanaer

  I en landsby boede mange brahmanaer. De fleste af dem udførte dagen lang mange ritualer og ceremonier uden rigtigt at vide, hvorfor de gjorde det. Den ældste blandt dem var dog en klog og vis brahmana, hvis forståelse var dybere. 

Én ting irriterede den gamle brahmana. Hver dag mødtes alle brahmanaerne ved Ganges og tog deres middagsbad. Før de gik ud i vandet, stillede de deres lota’er (vandbeholdere) på bredden. Når de kom op igen, var det næsten umuligt for brahmanaerne atter at finde deres egne lota’er. 

Dette fik derfor en dag den gamle brahmana til at vende bunden i vejret på sin lota og lægge en håndfuld sand oven på den for at kunne genkende den. Herefter gik han ned i vandet, sagde det hellige gayatri-mantra og badede, som han plejede at gøre. 

Stor var hans overraskelse imidlertid, da han kom ud af vandet. Hvor han end så, stod der lota’er med bunden i vejret og en håndfuld sand ovenpå. Da alle de andre brahmanaer havde set den gamle brahmana stille sin lota således, havde de nemlig tænkt, at denne dag måtte være en særlig dag, hvor man som et lykkebringende ritual skulle vende bunden i vejret på sin lota og lægge en håndfuld sand oven på. 

Således forstod den gamle brahmana, at de andre brahmanaer kun var ritualistiske brahmanaer, der ikke forstod de dybere hensigter bag deres ritualer. 

(Fortalt af Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura)